Færre fordele til Bank Norwegian-kunder

Fra den 1. august bliver cashpoit-optjeningen på Norwegian beskåret, og der lukkes ned for optjening af point ved køb hos andre flyselskaber.

I 2015 åbnede Bank Norwegian i Danmark og har i dag over 1,3 millioner kunder i Norden. Banken var oprindelig tænkt som en støtteplatform for Norwegians fordelsprogram Norwegian Reward og fungerer i dag også som en rendyrket digital bank med selvbetjeningsløsninger.

Banken, som Norwegian Air Shuttle ASA, stadig har en større aktiepost i, har for nylig sikret sig retten til at benytte varemærket Norwegian i yderligere 10 år, og ved den lejlighed annoncerede man, at der ville komme en justering antal cashpoints, som Bank Norwegians kunder kunne optjene i fordelsprogrammet hos flyselskabet.

“Fordelsprogrammet har været tilnærmelsesvis uændret siden opstarten i 2007, og vi skulle strengt taget have ændret det for nogle år siden. Dette er en justering som vi har vurderet længe for at sikre, at programmet er bæredygtigt på sigt,” siger Torstein Røed, produktionsansvarlig i Bank Norwegian til Dinero.no.

Færre cashpoint ved køb af flyrejser
Bank Norwegian har nu løftet sløret for de konkrete ændringer, og det betyder, at en million Bank Norwegian-kunder i Norden med VISA-kort vil blive ramt af ændringerne, der træder i kraft den 1. august.

Det betyder blandt andet, at cashpoint-optjeningen reduceres fra 1,0 procent til 0,5 procent, når der er i løbet af et år er købt for mere end 100.000 norske kroner på kortet.

Herudover bliver det heller ikke længere muligt at optjene cashpoint, hvis kortet benyttes til betaling af flybilletter hos konkurrerende flyselskaber.

Når der købes flybilletter hos Norwegian bliver antallet af cashpoint reduceres. Ved køb af Full Flex-billetter halveres cashpoint-optjeningen fra 20 til 10 procent af billettens værdi, men optjeningen på LowFare-billetter reduceres med en femtedel fra fem procent til fire procent.

Der er dog ingen ændringer i det forhold, at optjente cashpoint kan benyttes til at købe samtlige typer flybilletter med Norwegian til alle selskabets destinationer.

Hos Bank Norwegian understreger man, at ændringerne er foretaget i en tæt dialog med flyselskabet.

 

Relaterede artikler:

Norwegian overvejer salg af loyalitetsprogram

Kreditkort kan give gratis flybilletter

Flyselskab på det private lånemarked