Færre men større ulykker i 2014

2014 bød på 20 procent færre flyulykker end året før, men næsten tre gange så mange dræbte. Tre ulykker stod for over halvdelen af de omkomne.

Når man ser på flysikkerheden i det år, som vi netop har forladt, så er den gode nyhed, at antallet af alvorlige flyulykker er faldet med 20 procent i forhold til året før. Det viser tal fra schweiziske Bureau of Aircraft Accidents. Således blev kun 111 fly i 2014 skadet så meget, at de ikke kun repareres igen. I 2013 var tallet 139 og i 2012 og 2011 var det 155 fly hvert år.

Omvendt, så er den dårlige nyhed, at flyulykker kostede langt flere mennesker livet i 2014 end det gjorde i 2013. Ifølge Bureau of Aircraft Accidents blev næsten tre gange så mange mennesker dræbt i flyulykker i 2014 som i 2013. I alt mistede 1.320 mennesker livet i flyulykker i 2014. Det tal inkluderer passagererne fra det Malaysia Airlines-fly, der forsvandt 8. marts sidste år og som man endnu ikke har fundet et eneste spor efter, samt passagerer og besætningsmedlemmer på det Airbus A320-fly fra AirAsia, som forsvandt i søndags.

Ikke siden 2005 har antallet af dræbte i flyulykker været så stort. I 2013 omkom 459 mennesker ved flystyrt.

Fra to fly
Det er det forsvundne Malaysia Airlines MH370-fly med 239 passagerer og det nedskudte Malaysia Airlines MH17-fly med 298 passagerer ombord, der for alvor er med til at trække antallet af dræbte op i 2014. 537 af de omkomne kommer således fra de to fly. MH370 forsvandt over Det Indiske Ocean den 8. marts på vej fra Kuala Lumpur til Beijing. På trods af måneders intens eftersøgning er det ikke lykkedes at finde et eneste lille spor efter det store Boeing 777-fly. MH17 blev skudt ned over Ukraine den 17. juli, da Boeing 777-flyet var på vej fra Amsterdam til Kuala Lumpur.

Årets tredjeværste flyulykke indtraf så sent som i søndags, da et Airbus A320-fly fra AirAsia med 162 mennesker ombord forsvandt på vej fra Indonesien til Singapore.

De tre ulykker tegnede sig således for 52 procent af alle omkomne ved flyulykker i 2014.

Vragrester fra MH17 på jorden i Ukraine.