Demonstration foran Royal Hotel i København i januar 2015, hvor Ryanair holdt pressemøde. Foto: Andreas Krog.

Fagbevægelse: Ryanair skal være velkommen

Ryanair vil blive mødt med krav om overenskomst, hvis de igen forsøger at åbne baser i Danmark, lyder det fra fagbevægelsen.

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle fredag, så arbejder det irske lavprisselskab Ryanair med en plan om at gøre et nyt forsøg med hensyn til etablering af base i CPH.

”Det er bare et spørgsmål om hvorvidt det bliver i vinterprogrammet for 2017, når Norwegian og SAS fusionerer eller når SAS går konkurs. Uanset hvad, så vil vi have en base i Københavns Lufthavn,” fastslog Ryanairs topchef Michael O’Leary, da han i sidste uge besøgte København for at præsentere fire nye sommerruter i 2017.

I den danske fagbevægelse hilser man Ryanair velkommen:

”De er altid velkomne til at lave en base, men det skal selvfølgelig foregå under ordnede forhold – altså med en overenskomst for deres ansatte i Danmark,” siger Anders Mark Jensen, næstformand for Flyvebranchens Personale Union (FPU).

Lukkede baser
Hvis Ryanair gør alvor af planerne om at vende tilbage til CPH, ser banen dermed ud til at være kridtet op til en gentagelse af sidste års strid, der endte med, at Ryanair lukkede sine baser i Billund og Københavns lufthavne.

Ryanair åbnede i marts sidste år en base i Københavns Lufthavn med ét fly og 40-50 piloter og kabinebesætningsmedlemmer. Selskabet ønskede dog ikke at tegne overenskomst med en dansk fagforening. Hverken for folkene på basen i CPH eller på den base i Billund, som selskabet havde haft siden 2012.

Flyvebranchens Personale Union slæbte Ryanair i Arbejdsretten. Den slog i juli sidste år fast, at en stribe LO-fagforbund var i deres gode ret til at indlede sympatikonflikter og blokere for blandt andet handling og tankning af Ryanairs fly så længe selskabet ikke havde en dansk overenskomst for de ansatte på baserne i Københavns Lufthavn og Billund Lufthavn.

Derfor lukkede Ryanair baserne og flyttede fly og besætningsmedlemmer til andre af sine mere end 80 baser ud over Europa. Ryanair opretholdt sine ruter i CPH og Billund ved at betjene dem med fly fra andre baser. Sidenhen er nye ruter kommet til, så selskabet i øjeblikket flyver til 14 destinationer fra CPH og yderligere fire kommer til næste år.

Leverer væksten
Ryanair forventer at komme op på 2,5 mio. passagerer ind og ud af Københavns Lufthavn i år, hvilket vil gøre selskabet til lufthavnens tredjestørste selskab. Og den position forventer Ryanair vil gøre en forskel i andet forsøg på at åbne en base.

”Vi vil komme tilbage og forsøge igen. Det bliver sværere for fagforeningerne at blokere os nu hvor vi er det tredje største flyselskab i Københavns Lufthavn og det selskab, der leverer væksten i lufthavnen,” påpegede Michael O’Leary.

Men set med FPU’s briller, så er situationen den samme som sidste år.

”Ryanair skal vide, at overenskomstkravet og blåstemplingen fra Arbejdsretten stadig ligger parat i skuffen. Hvis de opretter en base, så gælder muligheden for sympatiaktioner akkurat som de gjorde i sommeren 2015,” pointerer Anders Mark Jensen.

Glimrende væksttal
Ryanair påpeger ofte hvor mange afledte arbejdspladser i lufthavnene og turistindustrien deres ruter og baser skaber. Men ifølge Anders Mark Jensen, så har både Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn klaret sig fint på den front efter baselukningerne i juli sidste år.

”Efter Ryanairs baselukning er der i Billund sket passagervækst og nye selskaber er kommet til med gode arbejdspladser og med ordnede forhold. Og Københavns lufthavn har også glimrende væksttal på trods af, at Ryanair lukkede basen. Faktisk ansætter lufthavnen rigtig meget personale lige nu. Vi kan altså godt skabe vækst i dansk luftfart uden dårlige Ryanair-vilkår,” understreger Anders Mark Jensen.

 

 

Relaterede artikler:

Ryanair vil igen have CPH-base

Broget skare af hovedpersoner i Ryanair-konflikt

Ryanair og fagbevægelse mødes i dag

Ryanair-blokade i CPH fra 18. juli

Arbejdsretten: Ryanair-ansatte arbejder i Danmark

Ryanair taber i Arbejdsretten