Flyhale på Ryanair Boeing 737. (Arkivfoto; Trevor Benbrook)

Faldende overskud i Ryanair

Ryanair fik i første halvdel af regnskabsåret 2018/19 reduceret overskuddet med syv procent, og forude venter store opstartsomkostninger for Laudamotion.

Tiderne er forbi, hvor Ryanair kunne præsentere konstant fremgang i selskabets overskud. Ved udgangen af september, der markerer de første seks måneder af regnskabsåret fra 1. april 2018 til 31. marts 2019, har Ryanair realiseret en stigning i omsætningen, mens overskuddet til gengæld er faldende.

Omsætningen i første halvår af 2018/19 blev på 4,79 milliarder euro, hvilket svarer til 35,7 milliarder danske kroner. Det var en stigning på otte procent i forhold til samme periode året før.

Normalt vil øget omsætning også betyde, at bundlinjen bliver større. Sådan var det dog ikke hos Ryanair i det seneste halvår, idet overskuddet efter skat blev reduceret med syv procent fra 1,29 til 1,20 milliarder euro. 

Det var ellers lykkedes Ryanair at øge salget af tillægsydelser med 27 procent til 1,3 milliarder euro, hvilket således er mere end 27 procent af den samlede omsætning, men stigende omkostninger til brændstof, personale og kompensationer efter E261-forordningen har spist denne indtjeningsvækst.

Dyr opstart af Laudamotion
Det er dog for tidligt at glæde sig over, at resultatet stadig er på et acceptabelt niveau. Forude venter en regning for opstarten af Laudamotion, hvori Ryanair i august har erhvervet sig en ejerandel på 75 procent efter konkurrencemyndighedernes endelige godkendelse.

Sommeren har været meget vanskelig for Laudamotion, og det første år har således kostet et tab på 150 millioner euro, hvilket er over 1,1 milliarder kroner, og Ryanair skal bære tre fjerdedele heraf.

Ryanair håber dog, at der næste år kommer balance i det østrigske flyselskab, der næste sommer vil beskæftige 23 fly, hvoraf 19 er af typen Airbus A320.

“Vi hjælper dem med at forbedre omkostningsstyringen, brændstofafdækning og flådekontrol, hvilket vil betyde væsentligt større indtægter og lavere omkostninger næste år,” siger Ryanairs topchef Michael O´Leary i forbindelse med præsentation af halvårsregnskabet.

Mange udfordringer
Der er også andre udfordringer for Ryanair. En sommer med en kaotisk lufttrafikkontrol i Europa har kostet selskabet en del penge på E261-kontoen, og det har også haft en indvirkning på punktligheden, der er faldet med 11 procentpoint fra 86 til 75 procent.

En række punktstrejker fra piloter og kabinepersonale har også kostet på selskabets bundlinje, men Ryanair fastholder, at selskabet har evnen og viljen til at samarbejde med fagforeninger om “rimelige” aftaler, og der fremhæves samtidig nyligt indgåde aftaler i Irland, Italien, Storbritannien, Tyskland (kabinepersonale) og Portugal (piloter).

“Vi vil fortsætte med at forhandle og afslutte aftaler med fagforeninger i løbet af den kommende vinter,” hedder det fra Ryanair.

Håber på nedtur hos konkurrenter
Forventningerne til resultatet for hele året ligger på et niveau mellem 1,10 og 1,20 milliarder euro, hvilket blev meldt ud for tre uger siden. Det er således en nedjustering i forhold til den oprindelige udmelding på 1,25 til 1,35 milliarder euro. Dette beløb er eksklusiv det forventede tab i Laudamotion.

Ryanair understreger, at estimatet er afhængig af, at billetpriserne ikke falder yderligere, og at brændstofpriserne ikke udvikler sig mere negativt end forventet. Herudover tages der også forbehold for konsekvenserne af ATC-forstyrrelser, strejker og en eventuel negativ Brexit-udvikling.

“Vi kan ikke udelukke flere baselukninger og rutereduktioner denne vinter, hvis brændstofpriserne fortsætter med at stige og billetpriserne falder. Vinteren kan vise at blive mere gunstig, hvis andre flyselskaber må kaste håndklædet i ringen, og det har allerede bidraget med nye piloter og kabinepersonale til at styrke vores vækst i sommeren 2019,” siger Michael O´Leary.

 

Relaterede artikler:

Ryanair klager til EU over andre selskabers ansatte

Ryanair: Strejker kan føre til nedskæringer

Ryanair vil overtage Laudamotion fuldt ud