Fem familier kan komme gratis til Rhodos

Fem danske familier vil af rejsearrangøren Apollo blive inviteret til det nye Hotel Mythos Beach på Rhodos for at give deres mening til kende og gæsteblogge, inden højsæsonen går i gang. Gæstebloggerne vil få fly og rejse betalt af Apollo.

I maj måned tager rejsearrangøren Apollo et nyt hotel i brug på Rhodos. Hotellet har fået navnet Mythos Beach og vil blive placeret på Afandou Beach, der ifølge Apollo er en af de fineste strande på Rhodos.

I selskabets beskrivelse står dog, at “underlaget består af små runde sten, som er skønne at gå på med bare fødder.“ Det er dog sjældent, at gæster foretrækker en strand med sten-underlag, hvorfor bedømmelsen i første omgang må stå for Apollos egen regning.

”Det er i virkeligheden mærkeligt, at en så fin strand har været så relativt ukendt for udenlandske gæster frem til nu. Men det er tilfældet med Afandou Beach, som ligger et stenkast fra en af Rhodos’ største byer, Afandou. Det er her, de fastboende grækere typisk tager til, når de skal bade og slappe af. Netop her designer Apollo i øjeblikket et meget lækkert firestjernet hotel, som står klar til foråret,“ fortæller Jan Lockhart, der er administrerende direktør iApollo.

Det nye Mythos Beach-hotel vil byde på en lang række sportsfaciliteter, og planen er, at der bliver et stort veludstyret fitness-center, tennisbaner, five-a-side fodboldbane, beach-volley bane, boule-bane, udendørs aerobic-område samt gode løberuter af varierendelængde.

Mythos Beach bliver et kompleks bestående af 15 bygninger, hvoraf et par af disse vender direkte mod havet. Totalt vil der blive 200 værelser og lejligheder med udsigt mod havet, poolen eller bjergene. Alle med balkon eller terrasse og med mulighed for trådløst internet.

Fem tilfældige danske familier inviteres via en kampagne til Mythos Beach i maj, hvorfra de forventes at give Apollo en tilbagemelding på, hvordan de oplever hotellet, og hvad der skal finpudses.

Herudover vildeudtrukne familiergæsteblogge fra hotellet under opholdet, så alle andre kan få en forsmag på, hvad det nye hotel kan tilbyde. “Disse gæstebloggere inviteres til Mythos Beach med fly og indkvartering betalt”, forklarer Jan Lockhart.

For at deltage i konkurrencen skal man besøge Apollo´s hjemmeside og uploade et feriebillede med en samtidig forklaring på, hvorfor man skal vinde rejsen. Det er så op til brugerne af hjemmesiden at afgøre, hvilke fem feriebilleder, der er bedst og således skal belønnes med en gratis rejse til Mythos Beach.

Foto: Rejsearrangøren Apollo åbner i maj måned tophotellet Mythos Beach, hvor fem danske familier udvælges til at finpudse det firestjernede hotel.