Fly fra Finnair i Helsinki Lufthavn. (Foto: Markus Mainka | Shutterstock.com)

Finnair atter over millionen

Finnair kom endnu engang over én million passagerer i august, hvor der var markant fremgang i to markeder. Der var små stigninger i punktlighed og belægningsgrad.

Den sidste sommermåned blev ganske udmærket for Finnair, der atter rundede én million rejsende.

Det finske flyselskab oplyser således, at det håndterede i alt 1.100.600 millioner passagerer i august, hvilket var 3,2 procent flere rejsende end i samme måned sidste år. I juli i år fløj samlet 1.137.800 passagerer med Finnair, hvilket var en tilbagegang på to procent.

Der var markante stigninger i antallet af passagerer til Nordamerika og Asien. Til Nordamerika var der en vækst på 24,4 procent til i alt 56.300 passagerer. Asien-trafikken steg med 14,9 procent til 146.800 passagerer. I det europæiske marked steg passagertallet med 4,2 procent til i alt 780.300 passagerer.

Til gengæld var der et på hele 62 procent i Mellemøsten-trafikken til samlet 14.100 passagerer. Dette skyldtes, at samarbejdet mellem Finnair og Qatar Airways ophørte 15. januar 2025, så der ikke længere var flyvninger fra Stockholm og København til Doha. Indenrigstrafikken i Finland faldt med 3,7 procent til 103.200 passagerer i august.

Stabil belægningsgrad trods kapacitetsøgning
Kapaciteten målt i sædekilometer (ASK) steg med 6,6 procent i august. Kapaciteten voksede markant til Nordamerika og Asien, hvilket blev drevet af ekstra flyafgange til Dallas, Chicago og Los Angeles i USA, Osaka i Japan samt Shanghai i Kina.

Kapaciteten steg også en smule i den europæiske trafik, mens antallet af sædekilometer altså faldt til Mellemøsten som følge af førnævnte situation. Der var også fald i kapaciteten i indenrigstrafikken.

At antallet af Finnair-passagerer i de enkelte markeder enten er steget eller faldet markant i august skal ses i sammenhæng med, at kapaciteten altså enten er steget eller faldet kraftigt.

På trods af den øgede kapacitet opnåede Finnair stabilitet i belægningsgraden i august. Belægningen steg med 0,3 procentpoint, og den forbedredes i trafikken til Mellemøsten, Asien og Europa, men faldt i trafikken til Nordamerika og i indenrigstrafikken. Punktligheden hos Finnair i august steg til 79,8 procent mod 76,7 procent i samme måned i 2024.

Det samlede antal fragtton faldt med 0,4 procent til i alt 12.073,4 ton. År til dato ha Finnair haft en nedgang på 7,1 procent i luftfragten.

 

Relaterede artikler:

Færre passagerer med Finnair efter strejke

Finnair overvejer købet af 30 fly

Tre nye Finnair-ruter til Sydeuropa