- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair Business Class-måltider sælges som færdigretter

Finnair går alternative veje for at beskæftige medarbejdere og få indtjening under coronakrisen. Selskabet sælger Business Class-mad som færdigretter i finsk supermarked.

Har du altid drømt om at smage måltiderne på Business Class, men ikke haft råd til at købe en billet til en af de forreste pladser i flykabinen? Så har du nu chancen for at købe et ægte Business Class-måltid i et helt almindeligt supermarked – i hvert fald, hvis du befinder dig i Finland.

Det finske flyselskab Finnair er begynd at sælge Business Class-måltider i supermarkeder for at holde selskabets cateringpersonale beskæftiget under coronakrisen og tilbyde finnerne en smagsprøve på oplevelsen på selskabets dyreste billetklasse.

Det skriver Associated Press på baggrund af en historie i det finske medie Ilta-Sanomat.

Rensdyrkødboller og arktisk rødding
Finnair markedsfører de håndlavede måltider under navnet “Taste of Finnair”, og de vil i første omgang blive solgt i et enkelt K-Citymarket-supermarked fra torsdag.

Blandt de Finnair Business Class-færdigretter, som kunderne kan vælge imellem, er rensdyrkødboller, arktisk rødding (en fisk, red.) og teriyaki-oksekød i japansk stil.

Med det nye initiativ går Finnair samme vej som blandt andet en række asiatiske flyselskaber og forsøger alternative måder at bruge selskabets ressourcer på og sikre indtjening og beskæftigelse på trods af nedgangen i flyrejser under coronapandemien.

Butikschef Kimmo Sivonen fra K-Citymarket Tammisto, der vil sælge Finnair-måltiderne, siger, at retterne er blevet modificeret til at have mindre salt og krydderier end de måltider, der tilbydes ombord på Finnair-flyene, hvor passagerernes smagsløj er sløvere på grund af højden.

Ny beskæftigelse til medarbejdere
Underdirektør Marika Nieminen fra Finnair Kitchen siger, at flyselskabets cateringenhed har siden foråret har set på muligheder for at udvide forretningen uden for den traditionelle flycatering.

“En stor del af Kitchens medarbejdere er midlertidigt hjemsendt, og vi kan nu skabe nyt arbejde og beskæftigelse for vores medarbejdere,” siger Marika Nieminen ifølge Associated Press.

Blandt de andre flyselskaber, som er gået alternative veje under coronakrisen, er Thai Airways, som har åbnet en temarestaurant i hovedkvarteret i Bangkok, ligesom selskabet under navnet “Be Our Guest, Be Our Crew” er begyndt at sælge oplevelser til helt almindelige borgere, som blandt andet kan prøve kræfter med at arbejde som kabineansat eller prøve en tur i en ægte flysimulator.

 

Relaterede artikler:

Finnair udsætter genstart af syv ruter

Thai Airways tilbyder underholdning til private

Singapore Airlines åbner restaurant i A380’er