- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Finnair: Corona-effekten er beskeden

Kina er et vigtigt marked for Finnair, og det finske flyselskab er derfor et af de selskaber, der bliver ramt af det aktuelle udbrud af coronavirus i Kina. Som følge af sundhedskrisen har Finnair valgt at suspendere fem ruter til Kina frem til 29. marts, mens selskabet fortsat flyver til Hongkong.

På baggrund skulle man tro, at Finnair også ville blive økonomisk hårdt ramt af corona-udbruddet, men det er ikke tilfældet – i hvert fald ikke i første kvartal af regnskabsåret. Det skriver selskabets ledelse i forbindelse med en regnskabsmeddelelse om Finnairs resultat for 2019.

”Den direkte finansielle effekt af coronavirus i løbet af første kvartal 2020 er relativt begrænset, selvom alle fly bliver aflyst indtil slutningen af ​​kvartalet,” skriver Finnair.

Vækst til Asien trods virusudbrud
Finnair har også netop fremlagt trafiktal for januar. Selskabet havde i årets første måned en vækst i passagertallet på 11,3 procent i forhold til januar året før og transporterede i alt 1.122.000 passagerer i januar 2020.

På trods af udbruddet af coronavirus i Kina, som første gang blev rapporteret af WHO 12. januar, havde Finnair i januar en bemærkelsesværdig vækst i passagertallet på de asiatiske ruter på 9,2 procent i januar.

Passagertallet på de europæiske ruter steg i samme periode med 12,5 procent, mens der på ruterne til Nordamerika var en vækst på 33,6 procent i forhold til januar sidste år.

Mindre driftsresultat i 2019
Finnair satte sidste år passagerrekord med 14,7 millioner passagerer, men alligevel faldt selskabets driftsresultat i 2019 til 163 millioner euro i forhold til et driftsresultat på 218 millioner året før. Hovedårsagen hertil var ændringer i brændstofpriserne, skriver Finnair i regnskabsmeddelelsen.

2019 var et år, der var præget af et ustabilt driftsmiljø på grund af langsommere økonomisk vækst på Finnairs vigtigste markeder såvel som usikkerheder i verdenshandelen.

”Af den grund var 2019 ustabilt for os, men det endte med et stærkt kvartal, da markedssituationen blev bedre: Jeg var især tilfreds med styrken i vores europæiske trafik og de forbedrede enhedsindtægter,” siger Finnairs koncernchef, Topi Manner.

I fjerde kvartal var det sammenlignelige driftsresultat 31,2 millioner euro, hvilket er en forbedring i forhold til 26,5 millioner euro i fjerde kvartal året før.

 

Relaterede artikler:

Stadig Kina-flyvninger med Finnair

Stadig Kina-flyvninger med Finnair

Finnair og Icelandair satte passagerrekord i 2019