- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Finnair-topchef ikke i bestyrelsen for Danske Bank

Finnairs koncernchef Topi Manner har 24 timer før den ordinære generalforsamling i Danske Bank trukket sig som kandidat til bestyrelsen efter anbefaling fra Finanstilsynet.

På tirsdagens ordinære generalforsamling i Danske Bank A/S var Finnairs koncernchef Topi Manner oprindeligt indstillet som kandidat til den 13-mands store bestyrelse.

Det bliver dog ikke i denne omgang, at den finske erhvervsleder kan træde ind i bestyrelsen for Nordens næststørste bank, da han har trukket sit kandidatur til bestyrelsen. Det meddelte Danske Bank i en pressemeddelelse sent mandag. 

Danske Bank havde fået en forhåndstilkendegivelse fra Finanstilsynet, at det nok ikke var en god idé, at Topi Manner indtræder i bestyrelsen på et tidspunkt, hvor Finnair som følge af COVID-19-pandemien er økonomisk hårdt presset og flyselskabet samtidig er kunde i banken.

”Jeg havde glædet mig til at blive en del af bestyrelsen i Danske Bank, der er en stærk og vigtig finansiel institution, og jeg mener, at jeg med min erfaring fra sektoren ville kunne bidrage til bankens fortsatte succes. Men på baggrund af indikationerne fra Finanstilsynet mener jeg, at det eneste rigtige er, at jeg trækker mit kandidatur,” siger Topi Manner, koncernchef i Finnair.

Forventer en ny indstilling
Topi Manner blev ansat som koncernchef i Finnair den 1. november 2018, og forud herfor havde han i to år haft ansvaret for Nordea-koncernens private kunder gennem Personal Banking-området. Topi Manner havde inden ansættelsen i Finnair været ansat i Nordea, der er Nordens største bank, i 21 år.

Danske Banks bestyrelsesformand Karsten Dybvad lægger ikke skjul på, at man ikke har opgivet at få Topi Manner ind i bestyrelsen, og nu venter man tilsyneladende blot på, at Finnairs finansielle situation skal stabilisere sig.

”Topi Manner er en af Skandinaviens mest talentfulde erhvervsledere med bred erfaring fra den finansielle sektor, og hans kandidatur havde stærk opbakning fra bestyrelsen og storaktionærer i Danske Bank. Vi beklager, at vi som følge af fortolkningen af de gældende regler ikke kan byde ham velkommen i bestyrelsen på nuværende tidspunkt. Vi håber at kunne indstille Topi Manner på et senere tidspunkt,” siger Karsten Dybvad.

Som en konsekvens af Topi Manners beslutning om at trække sit kandidatur, vil der på tirsdagens generalforsamling blive foreslået valg af otte kandidater til bestyrelsen.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil udnytte hul i markedet

Finnair-underskud på 3,9 milliarder kroner

Bankdirektør bliver koncernchef hos Finnair