God rengøring ombord på fly er nok ikke noget, som de fleste passagerer vil klage over. Men nu har sædevask i vand imidlertid tvunget otte fly fra Finnair på jorden, og 20 flyvninger aflyses per dag.
Tirsdag er der aflysninger hos Finnair, fordi sæderne ombord på otte af selskabets 15 Airbus A321’ere simpelthen er for rene.
Finnair har nemlig modtaget information fra sædeproducenten, som oplyser, at man ikke har dokumenteret eller testet, hvordan vandvask, som Finnair har gjort brug af, påvirker sædets brandbeskyttelse.
Fra Finnair lyder det, at man altid lytter til producenternes vedligeholdelsesinstruktioner samt myndighedernes retningslinjer og anbefalinger, og at man finder det mest sikkert at parkere de otte fly, det drejer sig om, på jorden.
Det finske flyselskab oplyser i en meddelelse til passagerer, at det er 20 flyvninger per dag, som bliver berørt, og at man startede aflysninger mandag aften, mens de fortsætter tirsdag.
Har identificeret syv fly
Flightradar24 har gennem offentliggjorte aflysninger fundet frem til syv af de otte Airbus A321’ere. Samtidig mener Flightradar24, at det sidste fly blev fløjet til Prag i slutningen af september for at gennemgå vedligehold.
Den pågældende A321’er med registrering OH-LZS har været i Prag siden 28. september. Derudover var fire af flyene med registreringerne OH-LZM, OH-LZN, OH-LZP og OH-LZU i Helsinki, da Finnair besluttede, at man ville aflyse flyvninger.
Ét af flyene, OH-LZO, blev fløjet tilbage til Helsinki fra Oulu, mens to fly, OH-LZR og OH-LZT, blev fløjet til Helsinki fra London og Malaga mandag.
Flightradar24 noterer sig også, at tre af de otte fly allerede har planlagte ture fra den 15. oktober. Fra Finnair bliver der imidlertid ikke givet noget officielt tidspunkt for, hvornår flyene igen er på vingerne.
Umiddelbart ingen aflysninger i København
Selvom Finnair må aflyse 20 flyvninger dagligt, viser tavlerne i Københavns Lufthavn i skrivende stund, at København ikke er berørt.
Dagens første flyvning afgik klokken 8.50 tirsdag, og det var med en af selskabets fem Airbus A319’ere. Finnair opererer ruten mellem København og Helsinki med både A319’ere og A321’ere samt med en Boeing 737-800, som Jettime opererer.
Imidlertid opfordrer Finnair passagerer til at holde øje med deres mobiltelefoner, da man per SMS eller e-mail oplyser, om der er aflysninger.
Relaterede artikler: