Den danske radarproducent Terma har fået en ordre på to radarer til verdens næststørste lufthavn i Dubai, hvor tre Terma-radarer allerede er i sving.

​Flere danske radarer i Dubai-lufthavn

Den danske radarproducent Terma har fået en ordre på to radarer til verdens næststørste lufthavn i Dubai, hvor tre Terma-radarer allerede er i sving.

Når store Airbus A380-dobbeltdækkerfly, bagagetraktorer og lastbiler med mad manøvrer rundt mellem hinanden på forpladserne i Dubai International Airport, så sørger tre danskproducerede radarer for at lufthavnens flyveledere kan overvåge, rådgive og instruere fly og køretøjer, så de ikke kører ind i hinanden.

Og nu får de tre radarer selskab af yderligere to radarer. Det er den danske radarproducent Terma, der har fået en ordre fra Dubai om at levere yderligere to såkaldte ”Surface Movement Radar”. De skal supplere de eksisterende tre, som samtidig bliver opgraderet, så de kan det samme som de to nye.

Omfattende udvidelsesprogram
Med 66,5 millioner passagerer i 2013 – en stigning på 15,3 procent i forhold til 2012 – er Dubai International Airport verdens næststørste lufthavn målt på antal passagerer. Anskaffelsen af flere danske radarer er en del af et omfattende udvidelsesprogram, der har til formål at øge lufthavnens kapacitet frem til 2020. Til den tid håber styret i Dubai på, at lufthavnen håndterer 90 millioner passagerer om året og er vokset til at være verdens største lufthavn.

Dubai-lufthavnen er trafikknudepunkt som flyselskabet Emirates, der er verdens største operatør af Airbus A380-fly. Selskabet skal efter planen inden for få år op på at operere 140 Airbus A380-fly. Desuden har selskabet bestilt mere end 200 Boeing 777-langdistancefly. Dubai-lufthavnen har verdens eneste dedikerede Airbus A380-terminal.

En Terma SCANTER-radar i lufthavnen i Wien.