Flere kinesiske fragtfly i problemer i CPH

Søndag var det anden gang i løbet af to måneder, at et kinesisk fragtfly havde problemer i Københavns Lufthavn. Søndagens hændelse var et såkaldt ‘tail-strike’, mens et Boeing 747-400 fragtfly den 13. februar måtte afbryde opstigningen på grund af en teknisk fejl i næsehjulet.

I søndags kunne det have gået grueligt galt i Københavns Lufthavn, da et fragtfly fra kinesiske China Cargo Airlines under landingen ramte jorden med flyets hale.

Flyet af typen Boeing 777-200 havde været undervejs fra Beijing til København og skulle lande på bane 22L klokken 14.57. Men i samme øjeblikket som landingsstellet rørte banen, løftede flyets næse sig i vejret med det resultat, at halen´på flyet ramte landingsbanen. Ifølge øjenvidner blev der observeret store gnister, da metallet ramte betonen på landingsbanen.

Flyets besætning valgte at afbryde landingen og lod flyet stige til 3.000 fod og rapporterede til tårnet, at man havde haft et såkaldt “tail-strike“.Herefter blev der slået alarm i Københavns Lufthavn, men flyet landede sikkert på samme bane ca. 15 minutter senere.

China Cargo Airlines er et selskab i China Eastern Airlines-koncernen, der ejer 70 procent af selskabet. Den resterende del er ejet af China Ocean Shipping (COSCO).

Et andet kinesisk fragtfly havde for blot få måneder siden også et problem i Københavns Lufthavn. Det var i stedet Air China Cargo, helejet datterselskab af Air China, der også flyver passagertransport mellem Stockholm og Beijing.

Air China-fragtflyet var den13. februar på rute mellem København og Shanghai. Flyet af typen Boeing 747-400 måtte afbryde opstigningen efter starten fra bane 04R i Københavns Lufthavn og valgte at lægge sig i en højde på 6.000 meter nær lufthavnen. Årsagen var en teknisk fejl med næsehjulet, hvorfor besætningen anmodede om at returnere til Københavns Lufthavn.

Efter at have tømt flyet for brændstof over Østersøen landede det kinesiske fragtfly sikkert i Københavns Lufthavn halvanden time senere. Flyet blev bugseret væk fra landingsbanen og kunne første to dage senere forlade Københavns Lufthavn efter at have foretaget de nødvendige reparationer.