- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flere omkom ved flystyrt i 2020 trods færre ulykker

Selv om antallet af flyulykker faldt med over 50 procent i 2020, steg antallet af omkomne med 16 til i alt 299. Over halvdelen af disse mistede livet ved nedskydningen af et ukrainsk fly i januar.

Antallet af flyvninger i 2020 faldt drastisk som følge af coronapandemien, men på trods af færre flyvninger skete der alligevel et vist antal flyulykker.

Den civile luftfart blev sidste år ramt af 40 ulykker med kommercielle passagerfly, hvoraf fem var med dødelig udgang. I alt 299 mennesker omkom ved disse ulykker. I 2019 var der 86 ulykker, hvoraf otte var med dødelig udgang med i alt 283 omkomne personer.

Der var således langt færre flyulykker i 2020 end året før, men på trods af dette steg antallet af omkomne alligevel. Nyhedsbureauet Reuters melder – på baggrund af det hollandske luftfartskonsulentfirma To70 – at der var én fatal flyulykke per 3,7 millioner flyvninger i 2020

Missil sendte ukrainsk fly til jorden
Selv om antallet af omkomne ved flyulykker steg i 2020, hænger det lavere antal flyulykker naturligt sammen med det langt lavere antal kommercielle flyvninger som følge af coronapandemien. Ifølge data fra Flightradar24 faldt det samlede antal kommercielle flyvninger med 42 procent til 24,4 millioner i 2020.

Den flyulykke i 2020, hvor der var klart flest omkomne, skete 8. januar. Et passagerfly af typen Boeing 737-800 fra Ukraine International Airlines blev skudt ned af iransk militær, og 176 mennesker mistede livet.

Flyet, der var af sted på rute PS752, forulykkede kort efter afgang fra Imam Khomeini International Airport i Teheran, og efter i flere dage at have nægtet skyld i ulykken gik Iran til bekendelse; et missil ramte ved en fejl passagerflyet. Om bord var blandt andet 82 iranske statsborgere, 63 canadiere og 10 svenskere.

Den næstmest dødelige flyulykke i 2020 fandt sted 22. maj, da en Airbus A320-200 fra Pakistan International Airlines (PIA) styrtede. Flyet faldt ned i et boligområde i millionbyen Karachi i det sydøstlige Pakistan, og styrtet kostede 98 mennesker livet.

Generelt fald i dødsulykker
Antallet af omkomne i forbindelse med flyulykker er faldet drastisk i løbet af de seneste to årtier. Antal ulykker er faldet særligt inden for de sidste 10 år, selv om der har været stor vækst i antal flyvninger frem til coronakrisen.

I 2005 omkom 1.015 personer ved kommercielle flyvninger, hvilket er det værste år siden årtusindeskiftet. De seneste fem år har der i gennemsnit været 14 dødsulykker med passager- eller fragtfly, der i alt har kostet 345 mennesker livet. Det rapporterer Aviation Safety Network (ASN).

Det år i luftfartshistorien med færrest omkomne ved flyulykker var i 2017. Dette år var der kun to dødsulykker, der begge involverede regionale turbopropfly. I alt 13 mennesker omkom.

 

Relaterede artikler:

Iran: Vi skød ukrainsk fly ned ved en fejl

Airbus A320 styrtet ned i Pakistan

Tredje alvorlige baneafkørsel på to år