Op imod 100 personer ombord på en Airbus A320 fra Pakistan International Airlines er omkommet efter at flyet styrtede ned i et boligområde i Karachi umiddelbart før landingen.
Et passagerfly fra PIA Pakistan International Airlines er fredag styrtet ned i et boligområde i millionbyen Karachi i det sydøstlige Pakistan. Flyet er en næsten 16 år gammel Airbus A320-200 (registrering AP-BLD, red.), som det pakistanske flyselskab overtog i 2014 fra China Eastern Airlines.
PIA-flyet var som rutenummer PK8303 undervejs fra Lahore til Karachi med 91 passagerer og otte besætningsmedlemmer ombord – heraf 51 mænd, 31 kvinder og otte børn. Ifølge passagerlisten står der “Danish” ved passager nummer 067 på listen, men Udenrigsministeriet bekræfter til CHECK-IN.dk, at der ikke er danske statsborgere ombord på flyet. Danish er nemlig et almindeligt for navn i Pakistan.
Fra de første rapporter fra uheldsstedet forlød det, at samtlige ombordværende var blevet dræbt ved flystyrtet. Sidenhen er dette blevet korrigeret, således at der angiveligt skulle være to overlevende.
Problemer med motorer
Ifølge The Aviation Herald havde flyet afbrudt første forsøg på landing i Jinnah International Airport i Karach, og optagelser af piloternes dialog med flyvelederne afslører, at piloterne i forbindelse med andet landingsforsøg meddelte, at begge motorer var “tabt”, hvorefter der blev udsendt mayday-melding.
Flyet havde fået tilladelse til at lande på bane 25 i vilkårlig retning, og dermed har der været mellem 3.200 og 3.400 meter bane til rådighed for landingen. Flyet nåede dog kun til området kaldet Model Colony med store etageejendomme, hvorefter at det brød i brand ved nedstyrtningen. Der skulle angiveligt være fem bygninger, der er blevet ramt af flyet ved styrtet, og tv-billeder viser, at der er vragdele spredt ud over gaderne.
Sjette flyvning siden nedlukningen
Det er en af de første flyvninger med det pågældende fly, siden Pakistan lukkede ned i forbindelse med COVID-19-pandemien. Data fra Flightradar24.com viser, at sidste flyvning blev foretaget den 22. marts fra Quetta til Lahore, hvorefter flyet har stået parkeret på jorden indtil den 7. maj, hvor det atter er kommet på vingerne igen.
Det var dog blot den sjette flyvning med A320-flyet efter nedlukningen, da det gik galt forud for landingen i Karachi-Jinnah International Airport. PIA råder over i alt 11 fly af denne type og med en gennemsnitsalder på næsten 14 år.
PIA var senest involveret i en flyulykke den 7. december 2016, hvor en ATR 42-500 styrtede ned i Havelina undervej på en flyvning fra Chitral til Islamabad. Ved denne ulykke mistede 47 mennesker livet.
Relaterede artikler:
Pakistansk luftfartselskab trues af EU´s sorte liste