London-Heathrow. (Foto: Heathrow Airport | PR)

Flyrejser ventes mere end fordoblet i 2050

Efterspørgslen fra flypassagerer verden over ventes at blive mere end fordoblet frem mod 2050, fremgår det af den nyeste langtidsprognose fra IATA. Væksten ventes at være lavest i Europa og Nordamerika.

Antallet af flyrejser vil kun stige og stige i løbet af de næste 25 års tid.

Det kan konkluderes på baggrund af den nyeste langtidsprognose fra IATA, der er flyselskabernes internationale sammenslutning. Således fremgår det, at den globale efterspørgsel på flyrejser vil blive mere end fordoblet frem mod 2050.

Der fremgår tre scenarier i den seneste langtidsprognose fra IATA; en prognose, der kaldes Long-Term Demand Projections (LTDP). I mellemscenariet forventes efterspørgslen at nå 20,8 billioner indtægtsbærende passagerkilometer (RPK) baseret på en årlig vækstrate (CAGR) på 3,1 procent (år 2024-2050) fra de ni billioner RPK’er fra 2024.

Et scenarie med højere vækst vil give en CAGR på 3,3 procent og med en passagerefterspørgsel på 21,9 billioner i RPK i 2050. I et scenarie med lavere vækst vil give en CAGR på 2,9 procent og med en RPK, der vil nå 19,5 billioner i 2050.

Scenarierne er drevet af alternativ modellering af blandt andet langsigtet økonomisk vækst, befolkningstal og tendenser i flybrændstofpriserne.

Et robust grundlag for langsigtet planlægning
Willie Walsh, generaldirektør for IATA, fortæller, at udsigterne for flyrejser er positive, og at efterspørgslen efter at flyve forventes at blive mere end fordoblet i alle scenarier frem mod midten af det nuværende århundrede.

”Det er gode nyheder for den globale økonomiske og sociale udvikling, fordi væksten i luftfarten vil katalysere muligheder, herunder job, over hele verden,” påpeger han.

”Vores rapport om langsigtet efterspørgsel giver regeringer, industri og energileverandører et robust grundlag for langsigtet planlægning. Den understreger behovet for politiske rammer, der understøtter vigtige succesfaktorer såsom effektiv infrastrukturudvikling, fremme af markedsadgang, harmonisering af lovgivningen og en effektiv overgang til ren energi.”

Størst vækst i Asien – lavest i Europa
Væksten i efterspørgslen vil være ujævn på tværs af regioner og er alt afhængig af demografi, markedsmodenhed, økonomisk udvikling og potentiale for forbindelser.

Det ventes, at Asien og Stillehavsområdet samt Afrika vil være de hurtigst voksende regioner frem mod 2050 med en årlig vækstrate på henholdsvis 3,8 og 3,6 procent. Europa og Nordamerika ventes at vækste langsommere med henholdsvis 2,5 og 2,8 procent.

Den langsigtede globale efterspørgsel er robust, men vækstraten (CAGR) aftager dog gradvist over tid, viser den historiske udvikling. Den gennemsnitlige årlige vækstrate faldt fra 6,1 procent mellem 1972 og 1998 til 4,5 procent mellem 1998 og 2024. Og som nævnt ventes der yderligere afmatning til 3,1 procent for mellemscenariet frem mod 2050.

Den gradvise afmatning afspejler modenhed i markedet snarere end en svækkelse af efterspørgslen, eftersom det absolutte passagertal fortsat stiger i betydelig grad.

 

Relaterede artikler:

EASA og IATA vil samarbejde om CO2-data

IATA til EU: Tænk jer om

IATA: Hold krigshandlinger væk fra civil luftfart