- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyselskab: Én pilot i cockpittet er nok

Airbus og Cathay Pacific er langt med udviklingen af et system, hvor en enkelt pilot styrer flyet. Falder alt på plads, kan flyene gå i luften om fire år.

Hvorfor have to piloter i cockpittet, når en pilot kan klare arbejdet alene? Det spørgsmål har adskillige flyselskaber stillet sig selv gennem årene.  Nu rykker muligheden et stort skridt nærmere, skriver Reuters.

Det Hongkong-baserede flyselskab Cathay Pacific er sammen med Airbus så langt med udviklingen af systemet, at det sigter mod, at de første fly, der betjenes af en enkelt pilot, er på vingerne i 2025.

Sammen med flyproducenten Airbus arbejder Cathay Pacific på en løsning, der skal bruges på langdistanceflyvninger. Her er der typisk tre eller fire piloter i en besætning, så der altid er mandskab nok til, at der sidder to piloter i cockpittet samtidig.

Pilot på tilkaldevagt
Fremover bliver det muligt at flyve med blot to piloter i besætningen. Mens den ene sidder alene i cockpittet og styrer flyet, kan den anden tage sine pauser og være klar til at blive tilkaldt, hvis det måtte blive nødvendigt. Der skal dog være to piloter i cockpittet ved start og landing.

Programmet med solopiloter, der er kendt inden for Airbus som Project Connect, sigter mod at certificere selskabets langdistancefly A350 til enkeltpilotoperationer.

Kommer Cathay og Airbus igennem med deres løsning, vil det betyde besparelser på udgifterne til piloter hos flyselskaberne. Men det vil formentlig støde på hård modstand fra piloterne, der i forvejen er ramt af masseafskedigelser.

Lufthansa har også arbejdet med solopilot-programmet, men har i øjeblikket ingen planer om at bruge det, siger en talsmand for det tyske selskab til Reuters.

Cathay Pacific bekræfter
Cathay Pacific Airways har bekræftet sit engagement i projektet, men siger, at der ikke er truffet nogen beslutning om en eventuel indsættelse.

”Vi arbejder med Airbus på udviklingen, men vi har ikke på nogen måde forpligtet os til at være lanceringskunde,” lyder det fra flyselskabet.

En kommerciel implementering vil ifølge Cathay kræve omfattende test, myndighedsgodkendelse og pilotuddannelse.

Arbejdet med systemet genoptaget
Airbus har tidligere fortalt om sine planer om at gøre det muligt for en enkelt pilot at flyve en A350’er. Arbejdet er blevet genoptaget, efter at COVID-19-krisen stoppede programmet, fortæller cheftestpilot Christophe Cail til Reuters.

“Vi har bevist i årtier, at vi kan forbedre sikkerheden ved at placere den nyeste teknologi i fly,” siger Cail Reuters.

En udrulning af systemet vil kræve konstant overvågning af solopilotens årvågenhed, lyder det fra Den Europæiske Unions Luftfartssikkerhedsagentur (EASA). Hvis et fly støder på et problem, eller piloten, der flyver, bliver uarbejdsdygtig, skal den hvilende pilot kunne indkaldes inden for få minutter.

Det giver mening
”På langdistanceflyvninger, når du er i cruisehøjde, sker der typisk meget lidt i cockpittet,” fortalte EASA-chef Patrick Ky på en tysk pressebriefing i januar.

”Det giver mening at sige OK til, at i stedet for at have to piloter i cockpittet, kan vi have den ene i cockpittet, mens den anden hviler sig. Forudsat at vi implementerer tekniske løsninger, der sørger for sikkerheden, hvis piloten i cockpittet falder i søvn, eller der opstår andre problemer.”

Fremskyndet af corona
Filippo Tomasello, tidligere EASA-embedsmand, mener, at coronaen kan ende med at fremskynde udviklingen, fordi pandemien har lagt et enormt økonomisk pres på luftfarten. Han tror, at hvis EASA certificerer løsningen, vil flyselskaberne tage den i brug.

Solopilotoperationer, der i øjeblikket er begrænset til fly med op til ni passagerer, har brug for godkendelse fra FN’s luftfartsorgan ICAO samt de lande, hvis luftrum flyene krydser.

Muligheden for at flyve med én pilot vil give A350 et godt salgsargument, siger eksperter, da Boeing mangler en tilsvarende model med tilstrækkelig automatisering.

 

Relaterede artikler:

D328eco bliver forberedt til operation med én pilot

Cathay har tabt 45 millioner kroner om dagen

Airbus A350 klar til jomfruflyvning