- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Flyselskab investerer i raffinaderi til biobrændstof

United Airlines er blevet medejer af et raffinaderi, der dagligt skal fremstille op mod 50.000 tønder bæredygtigt flybrændstof og andre former for biobrændsel, når produktionen går i gang.  

Flere og flere flyselskaber ønsker at øge brugen af bæredygtigt flybrændstof (sustainable aviation fuel (SAF)) i takt med, at den grønne dagsorden fylder mere i både den offentlige debat og internt i branchen, men det er ikke altid ligetil.

I øjeblikket er det nemlig sådan, at det grønnere alternativ fremstilles i mindre mængder og koster en del mere sammenlignet med traditionelt jetbrændstof. Derfor er mange selskaber på jagt efter at indgå aftaler med producenterne om at aftage dele eller det hele af en given produktion.

United Airlines har valgt en anden tilgang. Gennem venturefonden United Airlines Ventures, der er etableret for at foretage investeringer i bæredygtige teknologier, har flyselskabet netop købt sig til en ejerandel i det olieraffinaderi, som virksomheden NEXT Renewable Fuels er ved at etablere i byen Port Westward i den amerikanske stat Oregon.

Har en strategisk vigtig placering
Forventningen er, at raffinaderiet vil være klar til at påbegynde produktionen i 2026, og herefter vil det kunne fremstille op mod 50.000 tønder SAF og andre former for bæredygtigt biobrændstof om dagen. United kan ende med at investere 37,5 millioner dollars (268,5 millioner kroner) i selskabet forudsat, at NEXT indfrier i en række aftalte delmål.

Særligt placeringen af raffinaderiet fremhæves som værende interessant, da NEXT vil have adgang til en dybvandshavn, hvor der er en kaj, der kan benyttes til en industrielle formål. Derudover er det kommende anlæg placeret således, at det kan tilgås med forskellige transportformer, hvilket er fordelagtigt, når det færdige brændstof skal videredistribueres.

”Lige nu er en af de største barrierer i forhold til at øge mængderne og sænke prisen på bæredygtigt brændstof, at vi ikke har den nødvendige infrastruktur, der er kræves for at transportere det effektivt, men NEXTs strategiske placering løser det problem og giver et praj om, hvordan fremtidige faciliteter bør anlægges,” udtaler koncernchef Michael Leskinen fra United Airline Ventures.

Ønsker at indtage førerrolle
NEXT har derudover indgået en aftale om indkøb af alt det råmateriale, der til en start skal benyttes i produktionen. Håbet er, at det kan hjælpe virksomheden med at undgå samme slags forsyningsproblemer i opstartsfasen, som andre mindre virksomheder før har været ramt af.

Koncernchef Christopher Efird fra NEXT forklarer, at investeringen fra flyselskabet medvirker til, at raffinaderiet i hans optik indtager en strategisk spændende rolle.

”Der er fart på området for grønne brændstoffer og vores adgang til råvarer, logistik og store brancheaktører gør, at vi er positioneret til at blive en førende SAF-leverandør på vestkysten i USA. Uniteds investering er med til at styrke vores vilje til at indtage en førerposition i produktionen af grønt brændsel til transportsektoren.”

For ti år siden opkøbte Delta Air Lines raffinaderiet Trainer Refinery, der i dag både fremstiller flybrændstof, benzin, diesel samt fyringsolie. Investeringen i NEXT er dog første gang, at et amerikansk flyselskab investerer i et raffinaderi, der fremstiller biobrændsel som eksempelvis SAF, fortæller United, der sidste år foretog en historisk flyvning, hvor den ene tank på et Boeing 737 MAX 8-fly udelukkende var fyldt med bæredygtigt flybrændstof.


Relaterede artikler:

Første kommercielle SAF-rute i verden

Kan fremstille 500 millioner liter dansk-SAF i 2030

United gennemfører historisk flyvning