- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Flyselskab tilbyder COVID-19-hjemmetest

American Airlines tilbyder nu alle passagerer på indenrigsflyvninger til destinationer med rejserestriktioner en test for coronavirus, som kan tages derhjemme før afrejse.

Passagerer hos American Airlines har nu mulighed for at tage en COVID-19-test derhjemme inden afrejse. Det amerikanske flyselskab tilbyder hjemmetesten til alle passagerer på selskabets indenrigsruter til destinationer med rejserestriktioner som for eksempel krav om karantæne efter ankomst.

Passagererne skal selv bestille testen hos det private firma LetsGetChecked, og den koster 129 dollar (792 kroner).

Podning i næsen
Når testen er bestilt online, får passageren tilsendt et testkit og skal selv tage en podning i næsen med en vatpind. Prøven afhentes herefter af UPS, og passageren får typisk svar på testen inden for 48 timer. Hvis testen viser, at man er smittet med coronavirus, får man ikke lov at gå ombord på flyet.

American Airlines er angiveligt det første amerikanske flyselskab, der tilbyder hjemmetests til passagerer på alle flyvninger til alle indenrigsdestinationer med rejserestriktioner. Det gælder i øjeblikket for 14 af selskabets destinationer i USA – heriblandt New York, Chicago, Washington D.C., Hawaii og Alaska.

Afprøvet på udenrigsruter
American Airlines har allerede afprøvet modellen med hjemmetests på udvalgte internationale flyvninger fra Dallas Fort Worth og New York JFK til London Heathrow. Det skete i løbet af november og december i et samarbejde med oneworld-partneren British Airways, som tilbød samme service på flyvninger fra New York JFK og Los Angeles til London Heathrow.

”Vi har gjort store fremskridt sammen med vores testpartnere for at hjælpe med at åbne for internationale rejser, og vi ser et behov for lignende indenlandske løsninger. Da kravene til de rejsende fortsætter med at udvikle sig hurtigt, forenkler vi COVID-19-testprocessen for at give en samlet mere problemfri rejseoplevelse,” siger Alison Taylor, kundedirektør i American Airlines.

Foruden muligheden for hjemmetest tilbyder American Airlines også hurtigtests i lufthavnen i Dallas Fort Worth. Det gælder dog kun for udvalgte flyvninger til Hawaii.

United var først med test
American Airlines er ikke det eneste amerikanske flyselskab, der forsøger sig med COVID-19-test.

I slutningen af oktober meddelte United Airlines, at det som det første flyselskab ville tilbyde gratis lyntest i lufthavnen for COVID-19 på ruten mellem New York-Newark og London Heathrow.

 

Relaterede artikler:

British Airways indleder COVID-19-testforsøg på atlantflyvninger

Lufthavnsdirektør: Test i flere år efter vaccine

Første transatlantiske rute med gratis COVID-19-lyntest