Det tyske landshold klar til afgang til EM-fodbold med det særlige "Fanhansa" fly. (Foto: Oliver Rösler / Lufthansa)

Flyselskaber bruger EM-fodbold som markedsføringsplatform

I dag indledes europamesterskaberne i fodbold i Frankrig. Mange flyselskaber benytter lejligheden til at hylde deres respektive landshold ved at udsmykke fly i en særlig bemaling.

Fra den 10. juni og en måned frem står Frankrig i fodboldens tegn. Hvert fjerde år dyster alle nationerne i Europa om titlen som europamester i fodbold, og Frankrig er i år vært for begivenheden, der har deltagelse af 24 lande i slutrunden. Danmark er ikke repræsenteret, men det er til gengæld vores nordiske kolleger fra Sverige og Island.

Et europamesterskab i fodbold tiltrækker op til to milioner fans og andre interesserede fra de deltagende nationer, og det betyder en meget stor efterspørgsel på flyrejser til de byer, hvor kampene afvikles. Udover Paris er der tale om Marseille, Lens, Saint-Etienne, Toulouse, Strasbourg, Nancy, Lyon, Lille, Bordeaux og Nice.

Den massive interesse benytter flyselskaberne også til at tiltrække sig opmærksomhed og markedsføre deres produkter. Således er Turkish Airlines af det europæiske fodboldforbund UEFA blevet udvalgt som officiel transportør til mesterskaberne.

Airbus A330-fly fra Turkish Airlines i en særlig EURO 2016-udgave.

Airbus A330-fly fra Turkish Airlines i en særlig EURO 2016-udgave.

“Turkish Airlines har støttet op om sporten rundt omkring i verden i mange år, fordi vi tror på, at en sportsbegivenhed kan forene mennesker fra forskellige lande og kulturer. Partnerskabet med UEFA EURO 2016 er den perfekte mulighed for at fejre det ypperste i europæisk fodbold sammen med fans fra hele verden. Vi glæder os til slutrunden og ønsker alle deltagende landshold held og lykke,” lyder det fra Ilker Ayci, der er bestyrelsesformand for Turkish Airlines.

Turkish Airlines sætter alle sejl til og tilbyder de rejsende at kunne streame kampene live, hvad enten man er i luften eller sidder og venter i en lounge. Tilbuddet om at streame kampene live gælder på internationale flyvninger med Boeing 777 og Airbus A330-fly. I loungen i Istanbul vil der være installeret spillekonsoller, mens alle rejsende til Paris med Turkish Airlines får præsenteret en særlig fodboldmenu om bord. Som ekstra lokkemad udlodder det tyrkiske flyselskab entrébilletter til nogle af EM-kampene gennem konkurrencer, der afvikles om bord på flyene.

Udsmykkede fly
Hos Lufthansa har man valgt en anden strategi. Her er et ældre Boeing 737-300 fly blevet udsmykket i en særlig Fanhansa-bemaling og indrettet med en ren Business Class-kabine. Flyet forlod i tirsdags Frankfurt Lufthavn med kurs mod Chambery-Savoie lufthavnen, og om bord var en værdifuld last af dyre fodboldben, da de nuværende verdensmestre fra Tyskland var blevet tilbudt denne transport.

Islandsk fodboldspiller skriver sin autograf på Icelandairs Boeing 757-fly før afrejsen til Frankrig. (Foto: Icelandair)

Islandsk fodboldspiller skriver sin autograf på Icelandairs Boeing 757-fly før afrejsen til Frankrig. (Foto: Icelandair)

“Vi er stolte over at være det tyske fodboldforbunds officielle transportør og endnu engang transportere landsholdet til en stor turnering. Mange Lufthansa-ansatte har allerede fået fodboldfeber og krydser fingre for det tyske hold,” sagde Klaus Froese, direktør for Lufthansa i Frankfurt, da han sendte spillere og ledere afsted fra First Class-terminalen i den tyske storlufthavn.

Også på Island er fodboldfeberen ved at indfinde sig. Tidligere på ugen fløj det islandske landshold til Frankrig fra Keflavik-lufthavnen udenfor Reykjavik. Ikke overraskende er det Icelandair, der er officiel transportør for det islandske fodbodlandshold, der for første gang nogensinde deltager i en slutrunde ved europamesterskaberne.

Før afrejsen fra Keflavik skrev alle de islandske landsholdsspillere deres autograf direkte på skroget af et Boeing 757-fly fra Icelandair. Áfram Ísland!

Følgende nationer deltager i EURO 2016: Albanien, Belgien, England, Frankrig, Island, Irland, Italien, Kroatien, Nordirland, Polen, Portugal, Rumænien, Rusland, Slovakiet, Spanien, Sverige, Schweiz, Tjekkiet, Tyskland, Tyrkiet, Ungarn, Ukraine, Wales og Østrig.

 

Relaterede artikler:

Specialmalet jumbojet flyver tyske verdensmestre hjem

Få danskere vil rejse til fodbold-VM i Brasilien

Iberia fløj europamestrene hjem fra Kiev

Aldrende dame med dyrebare ben ombord