Flyselskaber reducerer brændstoftillæg

I lyset af de markant faldende oliepriser har flere flyselskaber planer om at reducere brændstoftillæg. Hos SAS fastholder man indtil videre de brændstoftillæg, der har været i kraft siden april 2012.

Brænsstofpriserne er rekordlave i øjeblikket. Et tons flybrændstof kan i øjeblikket erhverves på spotmarkedet for under 600 dollars, hvilket er næsten 50 procent lavere end samme tidspunkt sidste år. Samtidig er prisniveauet for de gyldne dråber på det laveste niveau siden sommeren 2010.

Det har allerede fået flere flyselskaber til at sænke de meget omdiskuterede og forhadte brændstoftillæg.

Allerede inden årsskiftet meddelte Japan Airlines, at selskabet vil reducere brændstoftillæg på de internationale ruter til Europa med 33 procent fra 259 til 173 dollars per strækning. Men det japanske flyselskabs partnere i IAG (British Airways, Iberia og Vueling) vil ikke umiddelbart følge efter.

“Brændstoftillægget har aldrig kunnet dække de stigninger i omkostninger, som flyselskaberne har mødt siden oliepriserne startede deres himmelflugt for 10 år siden. Det nuværende fald i brændstofpriserne har ikke en umiddelbar effekt på vore selskaber, da vi allerede har købt en betydelig del af vores brændstof. Herudover er den amerikanske dollar styrket overfor euroen og det britiske pund, hvilket delvist udligner de besparelser, som lavere brændstofpriser kunne medføre,“ siger en talsmand for IAG til flere internationale medier.

I denne uge fulgte de kinesiske flyselskaber trop og kunne meddele, at tillæggene på indenrigsruter under 800 kilometer bliver sænket fra 30 til 10 yuan. Det var Air China, Shandong Airlines og Xiamen Airlines, der gik forrest med denne beslutning.

På de længere ruter vil brændstoftillægget falde fra 60 til 30 yuan per strækning. Det er femte gang siden september, at de kinesiske flyselskaber nedsætter tillæggene, der lige nu er på det laveste niveau i fem år.

Endelig kunne Qatar Airways i denne uge også annoncere, at det ekspansive flyselskab vil reducere brændstoftillægget inden længe. Det var dog ikke muligt at få oplyst præcist, hvor meget det Doha-baserede flyselskab ville skære af de nuværende tillæg.

“Man skal være opmærksom på, at dengang olieprisen steg til over 100 dollar per tønde, var flyselskaberne i et negativt territorium, hvad angik økonomien,“ udtaler koncernchef Akbar Al Baker ifølge Reuters

Intet udspil fra SAS
På de hjemlige breddegrader venter mange på et udspil fra SAS. Der har ikke været ændringer i brændstoftillæg hos det skandinaviske flyselskab siden den 4. april 2012.

“Vi ser endnu ikke effekt af den faldende oliepris på omkostningerne, ikke mindst på grund af den høje dollarkurs. Derfor er der ikke lige nu planer om at reducere vores tillæg,“ siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til CHECK-IN.dk.

Derimod kunne Finnair i går offentliggøre beslutningen om at fjerne brændstoftillægget med øjeblikkelig virkning fra selskabets bonusbilletter i loyalitetsprogrammet Finnair Plus. Det er dog kun billetterne på de europæiske ruter samt ruterne til Tel Aviv og Dubai, der får fjernet tillægget. Tillæggene har tidligere været på mellem 15 og 40 euro per strækning.

“Finnair Plus-medlemmer er vigtige for os, og vi ønsker fortsat at kunne tilbyde dem endnu større fordele. Køb af bonusbilletter er den mest populære måde at bruge Finnair Plus-point, og nu kan vores kunde får mere ud af deres point,“ siger Johanna Jäkälä, der er direktør for Finnair Plus.