Endnu engang bliver gæster på en elektronisk festival i Belgien fløjet til stedet på et fly, som er indrettet til begivenheden. Flyselskabet bag festflyvningerne har netop fornyet samarbejdet med festivalen.
Festivalgæster fra 165 lande mødes i disse dage i Belgien, hvor den elektroniske festival Tomorrowland 2025 finder sted i Boom, Belgien. Og i onsdags sendte Brussels Airlines fly SN1687 på vingerne fra Ibiza som den første af flere festflyvninger, som skal bringe gæsterne til den store fest.
De 180 passagerer ombord var de første på én af syv flyvninger, som har afgang fra byer som København, Barcelona og Wien, og som tilbyder mere end i alt 1.000 passagerer flyvninger, som ikke er, som de plejer.
Festflyvningerne starter allerede i gaten, hvor man holder 10 gate-fester i europæiske lufthavne.
Var skeptiske
Flyvende technofester er ikke ligefrem hverdag for de fleste flyselskaber, og Michel Moriaux, som er chef for produkt og markedsføring hos Brussels Airlines, fortæller også, at det ikke var selvindlysende, at festflyvninger er en god idé.
”Da idéen om festflyvninger for første gang blev præsenteret, hævede vi øjenbrynene. Der var store udfordringer, og mange syntes, at det var en urealistisk ambition,” fortæller han og tilføjer:
”Men hos Brussels Airlines tror vi på, at dristige idéer er værd at afprøve. Med grundig planlægning, tæt samarbejde og en vilje til at tænke nyt gjorde vi idéen til virkelighed. Vores festflyvninger er i dag unikke i luftfartsindustrien.”
Flyver med speciel Airbus
Brussels Airlines og Tomorrowland har samarbejdet siden 2012, og for nylig har man fornyet samarbejdet frem til 2028. Flyselskabet og festivalen mener, at de har mange fælles værdier, for man ønsker at samle kulturer.
Siden 2024 har Brussels Airlines foretaget festflyvningerne med Amare, som er en Airbus A320neo, der er designet i et samarbejde mellem Brussels Airlines og Tomorrowland. Flyet bærer en farverig bemaling, som skal afspejle festivalen.
”I år tager vi imod mere end 25.000 gæster, som flyver hertil. For kortere distancer tilbyder vi også rejser med tog, bus og endda cykler. Vi har live-DJs på tog fra Düsseldorf og Amsterdam, og vi promoverer også delebilsordninger, så vi kan reducere vores klimaaftryk, mens vi også fremmer et godt fællesskab,” siger Debby Wilmsen, som er talsperson for Tomorrowland.
Relaterede artikler:
Skal flyve 14.000 til technofest i juli