Tekniske problemer tvang søndag det SAS-ejede norske luftfartsselskab Widerøe til at afbryde en flyvning fra Bergen til Kristiansand, da besætningen registrerede problemer med anti-icing systemet på flyets ene vinge. Flyet havde et norsk tippeliga-fodboldhold ombord, hvorfor fodboldkampen mellem IK Start og Brann måtte aflyses.
Søndag eftermiddag skulle de to norske fodboldhold i Tippeliagen, IK Start fra Kristiansand og Brann fra Bergen have tørnet sammen i en dyst inden sæsonpremieren i den bedste norske fodboldrække.
Men en teknisk fejl på et fly fra det SAS-ejede selskab Widerøe betød, at kampen måtte aflyses, idet Brann-holdet ufrivilligt måtte lande i Sandefjord undervejs fra Bergen til Kristiansand.
Flyet med rutenummer WF587 tog afsted fra Bergen kl. 11.15 med planlagt ankomst kl. 12.10 i Kristiansand. Flytypen var en Dash 8-400. Undervejs registrerede besætningen problemer med anti-icing systemet på den ene vinge, hvorfor man besluttede sig for at lande i Sandefjord-Torp lufthavnen, hvor Widerøe har base.
Herfra kunne Widerøe tilbyde en tre timers bustransport til Kristiansand, men det var ikke tidsnok til, at kampen kunne gennemføres til tiden. Derfor blev det besluttet at aflyse kampen.
Det er tredje gang i år, at Widerøe oplever hændelser, der har medført en omdirigering af flyet fra den planlagte rute.
Den 6. januar måtte etDash 8-100 fly undervejs fra Bodø til Moi Rana med 19 passagerer ombord afbryde landingen i Mo i Rana, da besætningen fik en indikation af, at der var fejl på flyets bremser. Besætningen besluttede at returnere til Bodø, hvor man foretog en sikker landing ca. 1 time efter oprindelig afgang.
Allerede den 10. januar var den gal igen. Her måtte et Widerøe Dash 8-100 fly fra Alta til Lakselv med 24 passagerer ombord afbryde landingen, idet der var en indikation af, at næsehjulet ikke var på plads samt mulige hydrauliske fejl på flyet. Flyet blev omdirigeret til Tromsø, hvor det lykkedes at låse næsehjulet med en efterfølgende sikker landing.