Ryanairs flåde består af Boeing 737-800 fly (Foto: Ryanair)

Følg Ryanair-sag fra Arbejdsretten

CHECK-IN.dk live-blogger fra Arbejdsretten, når Ryanair og LO i dag mødes til egentlige domsforhandlinger med vidneafhøringer i striden om overenskomst for de ansatte på Ryanairs CPH-base.

I dag sker det endelig. Det som mange – ikke mindst i fagbevægelsen og hos Ryanair – har ventet på gennem flere måneder. Ja, for nogles vedkommende flere år. LO og Ryanair mødes nemlig i eftermiddag kl. 14.30 i Arbejdsretten på Sankt Annæ Plads i København til egentlige domsforhandlinger med vidneafhøringer, sagsfremlæggelse og lignende.

CHECK-IN.dk vil være på plads i Arbejdsretten og live-blogge fra kl. 14.30 til retsmødet slutter.

Forud for dagens retsmøde er gået tre møder, hvor parterne har brugt i omegnen af 30 minutter på at udveksle dokumenter med argumenter. Dagens retsmøde forventes at vare adskillige timer til ud på aftenen. Ryanair vil føre tre vidner. Det vil være personaledirektør Eddie Wilson og to andre Ryanair-medarbejdere. LO vil føre fire vidner. Det vil blandt andet være formanden for Flyvebranchens Personale Union og to tidligere Ryanair-piloter.

Striden handler i al sin enkelhed om den base i Københavns Lufthavn, som Ryanair åbnede i marts måned med i første omgang ét fly samt 10 fortrinsvis danske piloter og 30-40 kabineansatte fortrinsvis fra Syd- og Østeuropa.

Blokere operationer
LO mener at Ryanair bør tegne dansk overenskomst med det lille forbund Flyvebranchens Personaleunion (FPU), der organiserer piloter og kabinepersonale i en lang række danske flyselskaber.

Ryanair argumenterer på den anden side for, at de er et irsk selskab og derfor er underlagt irsk arbejdsmarkedslovgivning. Personalet arbejder ombord på irske fly og har allerede i dag overenskomstaftaler med Ryanair, lyder det fra det irske lavprisselskab.

Hvis Arbejdsretten giver FPU medhold i, at Ryanair bør indgå en dansk overenskomst, kan FPU varsle strejke mod selskabet. Da FPU ikke har medlemmer, der er ansat på Ryanairs base i København vil det ikke have nogen effekt. Men det vil en sympatikonflikt fra medlemmerne af en række andre centrale LO-forbund. Det handler blandt andet om medlemmer af 3F, HK og Dansk Metal. De tre fagforbund organiserer henholdsvis bagagemedarbejdere, check-in personale og flymekanikere i Københavns Lufthavn. En sympatikonflikt med deltagelse af de tre store LO-forbund vil derfor kunne blokere for Ryanairs operationer i Københavns Lufthavn.

Afvist i sikkerhedskontrollen
En anden central gruppe af medarbejdere kan blive Københavns Lufthavns ansatte i sikkerhedskontrollen. De er nemlig også organiseret i et LO-forbund og vil derfor lovligt – hvis Arbejdsretten giver grønt lys – kunne deltage i en sympatikonflikt. Den kunne bestå i at rejsende med boardingkort til Ryanair-flyvninger blev afvist i sikkerhedskontrollen.

Flere i fagbevægelsen har ventet på opgøret med Ryanair igennem flere år. Da selskabet åbnede base i Billund Lufthavn i 2012 forsøgte FPU og LO at organisere en blokade blandt lufthavnens bagagemedarbejdere og check-in personale. Det faldt dog til jorden, da de menige medlemmer af 3F og HK frygtede, at Ryanair ville lukke Billund-basen, hvis der kom en blokade. Dermed ville lufthavnen miste en stor del af sit passagergrundlag. Det kunne føre til, at lufthavnen skulle spare og havde behov for mindre personale. Risikoen for at miste arbejdet ved en Ryanair-exit fik de lokale medlemmer til at sige nej til at deltage i en blokade.