- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Første Dreamliner leveret efter 420 dages pause

American Airlines modtog onsdag den første Boeing 787-8 Dreamliner efter et leveringsstop hos Boeing, der varede i 420 dage. I alt 120 fly skal i den kommende tid ud til kunderne.

Onsdag den 10. august genoptog Boeing leveringen af de mange Dreamliner-fly, der har hobet sig op i løbet af det leverancestop, der kom til at vare i alt 420 dage.

Således modtog American Airlines onsdag en Boeing 787-8 Dreamliner med registreringen N880BJ, og det er første Dreamliner-fly, som American har modtaget siden april 2021 og første fly, der er blevet leveret siden Turkish Airlines tog levering af en 787-9 den 16. juni 2021.

Tidligere på ugen fik den amerikanske flyproducent atter grønt lys fra de civile amerikanske luftfartsmyndigheder FAA til at genoptage leverancering efter i tilstrækkelig grad at have dokumenteret og fået godkendt nye og reviderede procedurer omkring inspektion af flyene efter flere fejl i produktionen.

Boeing har blandt andet haft problemer med huller mellem panelerne i kompositbeklædningen, og herudover har der været anvendt titaniumdele fra en leverandør i Italien, der ikke er godkendt. 

120 fly skal ud til kunderne
Det nye fly til American Airlines blev bygget i 2021 og havde første flyvning den 12. juni. Det er således et fly, der er 1,2 år gammelt, som det amerikanske oneworld-selskab netop har modtaget. Det er 47. fly af denne type, og yderligere 42 fly er i ordre. 

Mange andre flyselskaber har ventet på at få leveret de allerede producerede Dreamlinere, og det gælder blandt andet for British Airways, Emirates, Ethiad Airways, Lufthansa, United Airlines og Qatar Airways.

I alt har Boeing omkring 120 fly, der skal leveres til kunderne i denne kommende tid, og det er ud af en samlet ordrebog på i alt 476 Dreamlinere. Boeing har de seneste uger klargjort fire fly til levering, hvoraf de tre er til American og det sidste til British Airways.

“Vi er taknemmelige for vores kolleger, som udførte de metodiske inspektioner og har arbejdet for at sikre, at hvert fly er i overensstemmelse med de tekniske specifikationer,” lyder det i et tweet fra Boeing

 

Relaterede artikler:

Grønt lys til Dreamlinere efter 15 måneder

Boeing atter udfordret af Dreamliner-problemer

Nye problemer med Boeings Dreamlinere