Der er igen problemer med produktionen af Dreamlinere. Denne gang er det titaniumdele fra en italiensk underleverandør, der ikke er stærke nok.
Den amerikanske flyproducent Boeing er igen ramt af problemer med flytypen 787 Dreamliner. Denne gang er det med kvaliteten af titaniumdele i nogle af de fly, der er blevet bygget i løbet af de seneste tre år. Delene er svagere, end de burde være, skriver The Wall Street Journal.
En talsmand fra Boeing fortæller, at problemet blev opdaget af virksomheden selv, der er i gang med at finpudse sit kvalitetsstyringssystem, som tidligere er blevet kritiseret af Federal Aviation Administration (FAA). Problemet anses ikke for at udgøre nogen øjeblikkelig sikkerhedsrisiko for de fly, der er i drift, og de får derfor lov at flyve videre.
Fejl hos underleverandør
Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det den italienske underleverandør Manufacturing Process Specification (MPS) i Brindisi, der har produceret de fejlbehæftede titaniumdele.
De fejlbehæftede dele omfatter afstandsstykker af titanium, beslag og clips, der bruges i sektioner i den carbon-byggede flyramme, der er blevet samlet af en anden italiensk virksomhed, Leonardo S.p.A.
Mediet BNN Bloomberg fortæller, at Leonardo S.p.A. har valgt at droppe MPS, og virksomheden tilføjer, at underleverandøren “er ved at blive undersøgt af anklagere”.
Den Rom-baserede producent kalder sig selv for “den sårede part” og siger, at virksomheden ikke vil bære omkostningerne ved at løse problemet med titaniumdelene.
Advarede mod delene
I USA skulle Boeing tidligere i år angiveligt have advaret en af sine andre store underleverandører, amerikanske Spirit AeroSystems, om at man havde mistanke om, at der var problemer med delene fra MPS, og bad derfor virksomheden om at finde andre producenter.
Boeing har haft store problemer med at bygge fejlfri udgaver af Dreamlineren. I oktober sidste år blev Dreamliner-leveringerne igen sat på pause, da to separate fejl blev opdaget ved produktionen af flyenes skrog.
Leveringerne blev genoptaget i marts i år, men blev standset igen i slutningen af maj, da FAA endnu ikke havde godkendt Boeings procedurer i forbindelse med fejlene opdaget i 2020.
I midten af juli i år opstod så endnu nyt problem for Boeing, da der blev opdaget en ny strukturel fejl på en række færdigproducerede Dreamlinere, der endnu ikke var leveret til kunderne.
Omkring 100 fly i venteposition
FAA oplyste dog på daværende tidspunkt, at disse fejl ”ikke udgør nogen øjeblikkelig trussel mod flyvesikkerheden”.
Det anslås, at Boeing har mere end 100 Dreamlinere parkeret omkring sine fabrikker og i ørkenlagre. I bedste fald kan Boeing igen begynde at levere Dreamlinere i løbet af november i år.
Relaterede artikler:
Dreamliner-leveringer tidligst i gang om otte uger