Finavia kom ud af 2025 med et overskud på næsten 60 millioner kroner, hvilket var første gang med et positivt resultat siden coronapandemien. Antallet af rejsende sidste år steg med over fire procent.
Flere års underskud blev i 2025 vendt til overskud hos Finavia, der er den finske lufthavnsoperatør, som driver og udvikle 20 lufthavne rundt om i landet.
Således oplyser Finavia, at sidste år bød på et overskud på 7,7 millioner euro, hvilket svarer til 58 millioner kroner. Det var første gang med en positiv bundlinje siden 2019 – altså før coronapandemien. I 2024 var underskuddet på 4,4 millioner euro (33 millioner kroner, red.).
Resultatfremgangen hos Finavia var båret frem af en omsætningsvækst på 12,8 procent til samlet 447,4 millioner euro (3,3 milliarder kroner, red.). Omsætningen var drevet af stigningen i internationale flyrejser samt opkøbet i ejendomsinvesteringsselskabet Avia Real Estate. Uden denne investering var der vækst i omsætningen på 6,3 procent.
Finavias driftsresultat i 2025 endte på 27,2 millioner euro, hvor det året før lød på fire millioner euro.
Langsigtet indsats gav pote
Kimmo Mäki, koncernchef hos Finavia, fortæller, at det var en vigtig milepæl for selskabet igen at levere overskud efter flere år med tab.
”Selskabets langsigtede indsats for fornyelse og vækst førte til et skift i resultaterne, og vi formåede at bryde rækken af underskud, der fulgte efter COVID-19-pandemien og konsekvenserne af restriktionerne i russisk luftrum,” siger han.
Det lyder desuden, at Finavia har haft succes med at forbedre rentabiliteten og omkostningsstyringen, og at selskabets driftsmargin er på det højeste niveau nogensinde.
”Operationel effektivitet, god profitevne og en forbedret finansiel position understøtter implementeringen af selskabets vækststrategi og muliggør investeringer i vækst,” siger Kimmo Mäki.
Forventer bedre driftsmiljø i 2026
Finavia håndterede samlet 20,4 millioner passagerer i 2025, hvilket var 4,4 procent flere end året før. Der var mærkbar vækst i Helsinki Lufthavn og særligt i Rovaniemi Lufthavn i Lapland. Ved udgangen af 2025 var der 145 direkte flyruter fra Finavias lufthavne til flere steder i verden.
I indeværende år forventer Finavia fortsat vækst, og det ventes, at både omsætningen og driftsresultatet vil stige yderligere. Således forventer selskabet, at den sammenlignelige omsætning for 2026 vil stige til mellem 460 og 490 millioner euro, mens det sammenlignelige driftsresultat vil ende mellem 40 til 60 millioner euro.
”Driftsmiljøet forventes at forbedres i 2026, men forbliver udfordrende. Vigtige usikkerheder, der påvirker udsigterne, omfatter geopolitiske kriser og ustabilitet, virkningerne af lukningen af russisk luftrum samt den stigende efterspørgsel efter flyrejser,” siger Kimmo Mäki.
Herudover vil udviklingen af makroøkonomi påvirke forbrugernes rejsevillighed og virksomheders beslutninger omkring forretningsrejser.
Relaterede artikler:
Dansk virksomhed vinder ordre til Finavia

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


