Terminalområde i Frankfurt Lufthavn. (Arkivfoto: Fraport | PR)

For første gang: Over 10 milliarder flyrejsende i 2026

Et rekordstort antal passagerer kommer til at gå ombord på fly i 2026. Det forudser ACI World, som samtidig understreger, at vækst ikke er nogen garanti.

10,2 milliarder passagerer i 2026. Så mange vurderer Airports Council International (ACI World), at den samlede luftfartsindustri vil transportere i 2026, hvilket er 3,9 procent mere end i 2025, hvor 9,8 milliarder passagerer gik ombord på et fly. I så fald ville det være første gang, antallet af passagerer runder 10 milliarder.

Sammenlignet med 2019, året før coronapandemien lukkede verden ned, var der en vækst i 2025 på syv procent og 3,6 procent sammenlignet med 2024.

Det, konkluderer ACI World, stemmer godt overens med væksten før pandemien, og det indikerer ifølge organisationen, at det globale marked er i en ny fase, hvor det ikke handler om genopretning efter corona, men hvor vi igen ser langsigtede vækstmønstre. Samtidig er der en forskel på væksten på regionale markeder, som er større, end den var før pandemien.

Nordamerika gik tilbage
Netop manglen på synkroniseret vækst globalt, mener ACI, er et af de mest prominente kendetegn for den nye, globale bundlinje for luftfarten.

Forskellene på de regionale og nationale markeder skyldes forskellige økonomiske forhold, modenhed på markederne, politiske miljøer og tilgængeligheden af kapacitet.

Afrika var i 2025 det marked, som så den største procentuelle vækst sammenlignet med året forinden. Her gik 274 millioner passagerer ombord på fly, hvilket var 9,6 procent flere end året forinden. Mellemøsten havde den næsthøjeste procentuelle vækst. Her gik 471 millioner passagerer ombord på fly, hvilket er 6,9 procent mere end året forinden.

Asien og Stillehavsområdet havde en vækst på 5,3 procent, idet 3,6 milliarder passagerer fløj, mens Latinamerika og Caribien så en vækst på 3,8 procent sammenlignet med 2024, da 790 millioner passagerer gik ombord på et fly.

I Europa gik 2,5 milliarder passagerer ombord på et fly, og det var 3,6 procent flere end året forinden. Modsat var Nordamerika den eneste region, hvor der var tilbagegang i antallet af passagerer. Den tilbagegang lyder på 0,7 procent, da 2,1 milliarder passagerer fløj i 2025.

Viser, at vækst ikke er en garanti
I Nordamerika er det særligt et dyk i indenrigstrafikken, som er skyld i tilbagegangen. I Vest- og Nordeuropa samt på visse sydøstasiatiske markeder samt områder, som er mærket af konflikt, lyder det fra ACI World, at væksten heller ikke har halet ind sammenlignet med tiden før pandemien.

Her er det særligt svagere efterspørgsel på indenrigsruter, et ryk mod tog frem for fly, miljøpolitik, begrænsninger i infrastrukturen, forsinkede leveringer af fly og geopolitiske risici, som spiller ind.

”Prognosen sender et klart signal til det globale luftfartssamfund: Langsigtet vækst er ikke garanteret uden koordineret handling,” siger ACI Worlds generaldirektør Justin Erbacci og tilføjer:

”For at imødekomme den stigende efterspørgsel skal branchen accelerere investeringerne i lufthavnsinfrastruktur, luftrumskapacitet og operationel robusthed, samtidig med at samarbejdet styrkes på tværs af lufthavne, flyselskaber, regeringer, myndigheder og industripartnere.”

 

Relaterede artikler:

Tre procent vækst i Schiphol: 68,8 millioner rejsende

Sønderborg topper igen dansk passagervækst

Stærk passagervækst i svenske lufthavne