SAS ATR72-600 opereret af Jet Time. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Forsinket ATR-fly lander hos SAS

Rejsende til og fra provinsen samt på SAS’ ruter til Bremen og Linköping kan se frem til at sætte sig i sæderne på et sprit nyt ATR-fly, der i dag lander hos SAS.

Rejsende med SAS på de danske indenrigsruter samt ruterne fra København til Linköping og Bremen vil formentlig have bemærket, at flyet på flere afgange ikke har været i SAS’ egne farver. Flyet har heller ikke været den sprit nye ATR72-600, som selskabet løbende har sat ind på flere ruter i samarbejde med Jet Time, der opererer flyene for SAS.

I stedet har der været tale om et af Jet Times backup fly malet i charterselskabets egne orange-grå farver. Flyet er af den ældre generation ATR-500, der blandt andet har et højere støjniveau end ATR-600-serien. Vikarflyet har fløjet for SAS, fordi de nye ATR-600 fly har været ramt af forsinkelser fra ATR-fabrikken i Toulouse. Flyet er det femte ATR-600, som lander hos SAS og får registrering OY-JZE. Flyet skulle oprindeligt have været leveret i april måned.

Samarbejdet mellem SAS og Jet Time startede sidste efterår. De nye ATR-fly, der er langt mere brændstoføkonomiske end SAS’ mindste jetfly, CRJ900, har været med til at give det skandinaviske flyselskab en langt større fleksibilitet. Det fortæller Anna Nielsen, kommunikationskonsulent i SAS’ presseafdeling, til CHECK-IN.dk.

”Vi er blevet langt mere dynamiske, end vi var tidligere. Vi kan nu tilpasse antallet af sæder til efterspørgslen i markedet. På de korte strækninger, ATR-flyene flyver, påvirkes flyvetiden heller ikke i nævneværdig grad,” forklarer Anna Nielsen om ATR-flyene, der ikke flyver nær så hurtigt som jetflyene.

Lever op til forventningerne
Jet Time flyver flere ruter for SAS i Skandinavien i denne sommer. Fælles for disse ruter er, at passagergrundlaget gør, at ATR-flyene passer bedre til efterspørgslen på disse strækninger end, hvis SAS skulle flyve med selskabets større fly fra enten CRJ- eller Airbus-flåden.

Flere af SAS’ ruter har færre passagerer om sommeren, og andre ruter er bedre tjent med flere frekvenser i løbet af dagen mod færre sæder per afgang, hvilket bliver muligt med en mindre flytype. ATR-flyene har ifølge Anna Nielsen levet op til SAS-kundernes forventninger.

”Produktet og servicen om bord, som de rejsende kender fra SAS, er som, når de rejser med SAS, og vi har ikke fået klager på, at man har haft andre forventninger,” siger Anna Nielsen.

Flyene har med SAS’ egne farver fået et nært tilhørsforhold til det skandinaviske flyselskab, Tidligere har SAS samarbejdet med operatører, der enten har fløjet med fly for SAS i egne farver eller en helt hvid bemaling.

Sidste år besluttede det skandinaviske flyselskab sig for at alle fly, der flyver for SAS, skal være i selskabets egne farver og kabineindretning. Undtagelsen er dog ind til videre Cimber A/S, der flyver med et enkelt ATR-fly samt fire CRJ200-fly for SAS i en anonym hvid bemaling, hvor flere har et blåt SAS-logo trykt på halen. Også datterselskabet Blue1 har sine Boeing 717 i egne farver og indretning.