Selskabet Canada House Group ApS har ændret navn til Greenland Express ApS. Samtidig er virksomheden flyttet fra Lystrup til Aalborg Lufthavn.
Det har været en lang opstartsperiode for det virtuelle flyselskab Greenland Express, der har planer om at gå på vingerne indenfor de næste 30 dage med flyvninger mellem Grønland og Danmark via Island.
Senest har Greenland Express sikret sig kontorfaciliteter i Aalborg Lufthavn, og selskabet der skal drive aktiviteterne fra Danmark er nu blevet etableret. Der er dog ikke tale om en nyetablering men i stedet navneændring af det relativt nyetablerede Canada House Group ApS til Greenland Express ApS. Samtidig er selskabets adresse ændret fra en villavej i Lystrup udenfor Aarhus til Ny Lufthavnsvej i Aalborg, der er en officelle adresse for den nordjyske lufthavn.
Som administrerende direktør i selskabet er 47-årige Gert Foged Brask, selvom den britiske statsborger Neil Nagarkar på sin LinkedIn-profil hævder at være CEO for det britisk registrerede Greenland Express Limited og Greenland Express ApS.
Det kan undre, at initiativtagerne bag det nye virtuelle flyselskab vælger at benytte det CVR-nummer, der tidligere har tilfhørt Canada House Group ApS til at drive flyselskab med.Canada House Group er nemlig etableret på resterne af selskaberne Canada Huse ApS og Canadahus ApS, der blev opløst efter konkurs i anden halvdel af 2011. Dengang var det også Gert Foged Brask, der var ejer og direktør i de nu lukkede selskaber.
Venter på godkendelser
Greenland Express ApS har desuden registreret følgende binavne at kunne benytte fremover:North Air Cargo, Greenland Express, North Greenland Air, North Air Charter samt Wow Greenland. Hvorvidt Wow Greenland har noget at gøre med islandske Wow Air skal være usagt.
Det er ikke i øjeblikket muligt at få en kommentar fra hverken Gert Foged Brask som selskabets direktør for strategiske relationer,eller Neil Nagarkar, der kalder sig administrerende direktør. Begge henholder sig til, at man først vil udtale sig, når de endelige planer er klar til offentliggørelse.
Ifølge de foreliggende oplysninger venter selskabet og dets operatør, hollandske Denim Air, på en beflyvningstilladelse fra Grønlands Selvstyre. Planen er at komme i luften den 1. juli eller senest den 15. juli.
De manglende godkendelser forhindrer dog ikke Greenland Express i at tyvstarte markedsføringen. Selskabet udsender i disse dage rabatkoder til registrerede brugere på hjemmesiden. Disse rabatkoder giver adgang til 10 procent rabat på billetpriser for flyvninger der påbegyndes i sommeren 2013, hedder det i en mail fra selskabet.
Flere modtagere af rabatkoderne har via Facebook-siden hos Greenland Express spurgt, hvordan og hvornår rabatkoderne kan indløses.
“Da vi stadig afventer svar fra Grønlands Selvstyre på vores endelige ansøgning og endnu ikke ved hvornår vi kan forvente et svar, kan vi desværre ikke oplyse dig om, hvornår den kan indløses.Vedrørende hjemmeside så skal det oplyses, at vi har vores corporate hjemmeside klar med booking-platform og flere oplysninger om Greenland Ecpress, men må ikke offentliggøre denne før vi har de endelige tilladelser fra Grønlands Selvstyre,“ skriver Team Greenland Express i et svar.