DEBAT: Danmark har taget et historisk skridt med SAF på indenrigsruten mellem Aalborg og København. Nu kræver næste fase politisk handling, hvis Danmark både skal udbrede det grønnere flybrændstof og skabe en konkurrencedygtig dansk produktion.
Af Niels Hemmingsen, administrerende direktør Aalborg Lufthavn
Den 4. marts 2026 åbnede ruten mellem Aalborg og København som Europas første permanente indenrigsrute med en brændstofblanding bestående af 40 procent SAF – flybrændstof med lavere livscyklusudledning.
Det var en historisk milepæl. Ruten forventes at reducere CO₂-udledningen med mere end 3.000 ton om året, opgjort over brændstoffets samlede livscyklus. Den viser, at luftfartens klimaaftryk allerede kan reduceres med løsninger, der fungerer i praksis.
Men én rute gør ikke i sig selv Danmark til et foregangsland. Den næste og vanskeligere opgave er at skabe rammerne for at udbrede SAF til hele den danske indenrigsluftfart og samtidig etablere en konkurrencedygtig dansk produktion.
Danmark har et stærkt udgangspunkt. Vi har erfaringerne fra vindeventyret, en voksende Power-to-X-sektor og konkrete projekter på vej. Fjord PtX ved Aalborg vil eksempelvis kunne producere 90.000 ton e-SAF – syntetisk flybrændstof med lavere livscyklusudledning.
Udfordringen er derfor ikke først og fremmest mangel på teknologi eller innovation. Den er mangel på investeringssikkerhed og langsigtede markedsvilkår. SAF koster fortsat mere end 2,8 gange så meget som konventionelt flybrændstof. Uden en investerbar businesscase risikerer danske projekter at blive udskudt eller opgivet.
Der er derfor behov for fem konkrete politiske skridt:
1. Skab langsigtede og stabile rammevilkår på tværs af valgperioder.
2. Etablér en tidsbegrænset overgangsmodel, som gør investeringer i dansk SAF-produktion rentable.
3. Anvend en større del af provenuet fra passagerafgiften og EU’s kvotehandel til at reducere luftfartens klimaaftryk.
4. Understøt, at dansk Power-to-X-kapacitet også anvendes til produktion af e-SAF.
5. Brug statens indkøb, udbud og langsigtede aftaler – blandt andet med Forsvaret som mulig aftager – til at skabe efterspørgsel og reducere investeringsrisikoen.
Det politiske vindue er åbent nu. EU’s centrale regler for luftfarten skal genforhandles i 2026-2028. I den indgåede aftale blev det samtidig besluttet, at der i 2027 skal gennemføres et politisk ”pitstop”. Her bliver det muligt at vurdere, hvordan midlerne udmøntes, og om de i tilstrækkelig grad understøtter omstillingen af luftfarten.
Med de rette beslutninger kan Danmark blive mere end et land, der anvender SAF – flybrændstof med lavere livscyklusudledning. Vi kan blive et land, der producerer det brændstof, som resten af Europa i stigende grad får brug for.
Det vil gavne klimaet, forsyningssikkerheden, dansk erhvervsliv og arbejdspladser – både i Nordjylland og resten af landet.

CHECK-IN.DK Nyt om luftfart


