Fragt skal hjælpe Norwegian på den lange distance

Norwegian etablerer nu et selvstændigt fragtselskab, der blandt andet skal være med til at fylde lastrummene på selskabets kommende langdistanceflyvninger.

Det norske lavprisselskab, Norwegian, tager nu et stort skridt ind på et territorium, som er stort set ukendt for selskabet. Således har Norwegian netop etableret sit eget fragtselskab. Selskabet skal koordinere og udnytte kapaciteten i hele flyselskabets rutenet ved at knytte sig til flere samarbejdspartnere.

Norwegian Cargo skal administrere de forskellige internationale markeder via et bredt netværk af General Sales Agents-aftaler (GSA). Markedet internt i Norden vil blive håndteret direkte af selskabet, hvilket åbner muligheden for flere direkte aftaler.

”Med Norwegians kontinuerlige vækst og opstart af flyvninger til USA og Thailand, er tidspunktet nu rigtigt for at etablere vores egen enhed i koncernen til at varetage og videreudvikle fragtproduktet samt sikre optimal udnyttelse af den tilgængelige lastrumskapacitet,” siger Bjørn Erik Barman-Jenssen, Director of Ground Operations & In-flight Services i Norwegian.

I dag transporterer Norwegian næsten kun last inden for Skandinavien. Men med etableringen af Norwegian Cargo vil stort set helt rutenettet med over 120 destinationer blive tilgængelig for kunder, som har behov for transport af varer.

I modvind
Etableringen af fragtselskabet er blot det seneste initiativ, hvor Norwegian bevæger sig ind på nye markeder og forretningsområder. Tre baser i Spanien er allerede etableret og en fjerde er på vej, mens selskabet i denne måned også åbnede en base i London Gatwick.

Mest opmærksomhed er der dog omkring Norwegians længe ventede satsning på langdistanceflyvninger, som forventes at blive skudt i gang i slutningen af maj måned med de første ruter fra Oslo og Stockholm til Bangkok og New York. Satsningen er dog allerede kommet i modvind, da hjørnestenen er spritnye Boeing 787 Dreamliner-fly. Men på grund af det verdensomspændende flyveforbud, som flytypen har været ramt af de sidste tre måneder, når Norwegian ikke at få sine to første Dreamlinere til tiden, men må starte op med ældre Airbus A340-fly.

Etableringen af Norwegian Cargo netop nu kan tolkes som udtryk for, at især på de nye langdistanceruter kan fragt blive et væsentligt bidrag til indtjeningen.