- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Frankrig øger indflydelsen i Air France-KLM

Den franske regering har fået godkendt en rekapitalisering af Air France-KLM til fire milliarder euro. China Eastern Airways kommer med friske penge, mens den hollandske stat og Delta Air Lines står over.

Den langvarige coronakrise har tvunget Air France-KLM til at hente hjælp hos ejerne. Derfor har den franske stat, der i dag ejer 14,3 procent af aktierne i den fransk-hollandske luftfartskoncern, indvilget i at støtte op om en plan til fire milliarder euro, eller næsten 30 milliarder kroner.

Hjælpen kommer til at bestå af en kapitalforhøjelse på en milliard euro samt konvertering af et aktionærlån på tre milliarder euro fra maj 2020 til hybridobligationer, hvilket kommer til at styrke selskabets balance.

De største aktionærer er udover den franske stat den hollandske stat, der i dag sidder på 14 procent af aktierne. Holland ønsker ikke at deltage i kapitalforhøjelsen, hvormed Frankrigs ejerandel vil blive udvidet. Det samme er tilfældet for amerikanske Delta Air Lines, der må se sin ejerandel på 8,8 procent udvandet, da den amerikanske CARES act-lovgivning omkring hjælpepakker forhindrer det.

Støtte fra Kina
Derimod er China Eastern Airlines klar til at øge sin ejerandel fra de nuværende 8,8 procent til maksimalt 10 procent gennem yderligere kapitaltilførsel.

“Forpligtelsen fra vores mangeårige partner China Eastern Airlines til at deltage i den kommende kapitalforhøjelse fremhæver også en beslutsom tillid til styrkerne og udsigterne for Air France-KLM,” siger bestyrelsesformand Anne-Marie Couderc i en pressemeddelelse.

Den franske regering har dog sat et loft på 30 procent for Frankrigs fremtidige ejerandel i Air France-KLM.

Må afgive slots i Paris-lufthavn
Det bliver ikke helt uden omkostninger for Air France-KLM at sikre sig mere statsstøtte, end de syv milliarder euro, som Frankrig kom med i maj sidste år, hvilket sidenhen blev fulgt op af 3,4 milliarder euro fra den hollandske regering.

Således må selskabet afgive op til 18 slotpar (start- og landingstilladelser, red.) i Paris Orly Airport, således at konkurrerende selskaber vil kunne få adgang til at etablere sig i den slotrestriktive lufthavn syd for den franske hovedstad. Det er et direkte krav fra EU-Kommissionens næstformand Margrethe Vestager for at kunne godkende den franske plan.

“Dette giver konkurrerende flyselskaber mulighed for at udvide deres aktiviteter i denne lufthavn og sikre rimelige priser og øget valg for europæiske forbrugere,” udtaler Margrethe Vestager.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM vil skære yderligere 6.000 stillinger

Minister: Ikke givet, at Air France-KLM overlever

Air France-KLM vil skære yderligere 6.000 stillinger