(Arkivfoto: Air France-KLM)

Gigantisk hjælpepakke til Air France-KLM

Den franske stat har sikret Air France-KLM en finansiering på syv milliarder euro, og mellem to og fire milliarder er på vej fra den hollandske regering. Med aftalen følger også forpligtelser.

Op til 11 milliarder euro – eller godt 82 milliarder danske kroner. Så meget er den franske og hollandske regering klar til at smide på bordet for at redde Air France-KLM gennem coronakrisen.

Den franske stat ejer 14,3 procent af den fransk-hollandske luftfartskoncern, mens den hollandske regering sidste år købte en aktiepost på 14 procent. Dermed er motivationen for at hjælpe luftfartskoncernen ligeså stærk, som det har været tilfældet i Sverige og Danmark, der har en næsten identisk ejerandel i SAS.

Den fransk hjælpepakke blev godkendt fredag aften og består af statsgaranterede lån til Air France-KLM og Air France via seks banker til en værdi af fire milliarder euro. Den franske stat garanterer for op til 90 procent af lånene, der har en løbetid på 12 måneder med mulighed for forlængelse i to perioder på yderligere 12 måneder.

Herudover har den franske stat ydet et aktionærlån på tre milliarder euro til Air France-KLM med en løbetid på fire år og med mulighed for forlængelse i yderligere to på hinanden følgende år.

Hollandsk hjælp næsten på plads
Aftalen med den hollandske regering er endnu ikke faldet endeligt på plads, men regeringen i en pressemeddelelse meddelt, at finansminister Wopke Hoekstra er i tæt dialog med sin franske kollega Bruno Le Maire om en hjælpepakke, der for Hollands vedkommende vil beløbe sig til mellem to og fire milliarder euro.

Ligesom den franske aftale vil det blive en aftale med lånegarantier og aktionærlån fra staten, og det hele afhænger i sidste ende af EU-Kommissionens godkendelse.

“På vegne af alle KLM’s ansatte vil jeg gerne udtrykke min dybe taknemmelighed og påskønnelse for denne stærke og betydningsfulde støtte fra den hollandske regering. KLM´s 30.000 højt engagerede medarbejdere ønsker fortsat at spille en vigtig rolle i det hollandske samfund også i fremtiden ved at forbinde Holland med verden og verden til Holland,” lyder det i en erklæring fra koncernchef Pieter Elbers fra KLM.

Økonomiske og klimamæssige mål
Det er kun den overordnede del af aftalen, der er kommet frem. Men den fransk-hollandske luftfartskoncern har samtidig forpligtet sig til at opfylde nogle økonomiske, finansielle og miljømæssige krav. Koncernens fremtidige aktiviteter skal tilpasses den nye markedsvirkelighed, der er blevet forårsaget af COVID-19-pandemien, og herudover skal Air France-KLM forpligte sig til at leve op til de definerede klimamål.

Air France-KLM har med aftalen fået det økonomiske råderum, der vil gøre det muligt at sætte fart på den tranformationsplan, der blev iværksat for Air France i november sidste år. Her skal flyselskabet effektiviseres og slankes, og det vil blandt andet ske ved frivillige fratrædelsesordninger.

Herudover kan det blive nødvendigt at kigge nærmere på det regionale datterselskab HOP!, der flyver med mindre fly på franske indenrigsruter samt på hub-ruterne til de mindre europæiske destinationer.

“På trods af de opnåede synergier forbliver HOP!´s struktur for kompliceret. Enhedsomkostninger i HOP! er højere end gennemsnittet for europæiske regionale luftfartsselskaber. Denne situation er ikke holdbar, sagde Air France-KLM´s koncernchef Benjamin Smith lørdag til det franske medie Les Echos.

Samtidig forudsiger Benjamin Smith, at det vil tage to år – eller muligvis længere – inden der atter vil være normale tilstande i luftfartsindustrien.

 

Relaterede artikler:

Sådan vil Air France-KLM starte op igen

Stilfærdig afsked med KLM´s Boeing 747

Første Air France A380 sendt til ophug