Paris-CDG - Terminal 2F (Foto: Groupe ADP)

Fransk flyvelederstrejke betyder aflysninger

Dagens strejke blandt franske flyveledere betyder aflysninger i flytrafikken. SAS aflyser 30 procent af dagens flyvninger til Paris.

En strejke blandt de franske flyveledere vil i dag genere flytrafikken til og fra Frankrig. De franske luftfartsmyndigheder har bedt alle flyselskaber om at reducere kapaciteten i dag.

Det betyder, at 30 procent af samtlige flyvninger til og fra Paris-lufthavnene, Charles De Gaulle Airport og Orly Airport skal reduceres, mens der tilsvarende skal skæres ned på 20 procent af flyvningerne til og fra Lyon, Marseille, Nice og Toulouse.

Det betyder, at SAS har annulleret morgenafgangen kl. 07.10 fra Stockholm til Paris, der skulle have fløjet retur kl. 10.40 som SK574 fra Paris. Fra København må SAS aflyse afgangen kl. 12.40 med rutenummer SK567 og returflyvningen fra den franske hovedstad kl. 15.15.

Hverken Air France eller Norwegian har indtil videre valgt at reducere i dagens trafikprogram til Paris. Air France vil tilsyneladende gennemføre alle fire flyvninger fra København til Paris, ligesom morgenflyet fra Billund til Paris allerede er kommet afsted. Norwegian har en aftenafgang fra henholdsvis Oslo, Stockholm og København til Paris-Orly lufthavnen, og ingen af disse afgange vil blive berørt af flyvelederstrejken.

Det irske lavprisflyselskab Ryanair har været nødsaget til at aflyse 26 afgange til eller fra franske lufthavne, mens easyJet bliver noget hårdere ramt, da 56 flyvninger ikke vil kunne gennemføres.