Boeing 737-fly fra Jet Time i Københavns Lufthavn (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

Frisk kapital på vej til Jet Time

Lars Thuesen er ifølge Dagbladet Børsen ved at finde nye investorer, der skal skyde frisk kapital ind i Jet Time. Om 10 dage skal flyselskabet aflægge regnskab for 2014/15.

Det danske flyselskab Jet Time fløj i 2013/14 ind i den værste turbulens siden selskabets etablering i 2006. Det egyptiske chartermarked faldt sammen samtidig med, at Jet Time havde undervurderet opgaven med at starte kontraktflyvninger for SAS med ATR-fly.

Det kostede et underskud på 54,2 mio. kroner, og flyselskabets bankforbindelse og aktionærer måtte træde til med 57 mio. kroner i likviditet for at sikre en tilfredsstillende likviditetsreserve til at holde flyselskabet på vingerne.

I årsrapporten for 2013/14 forsikrede man, at der var tale om en enlig svale.

“Ledelsen er overbevist om, at der i dette regnskabsår (2014/15, red.) igen etableres en sund og profitabel drift, hvor der forventes et positivt resultat,“ hed det i årsrapporten.

Noget kunne tyde på, at den målsætning ikke er blevet opfyldt, for ifølge Dagbladet Børsen leder hovedaktionæren og bestyrelsesformand Lars Thuesen efter nye investorer, der kan skyde frisk kapital i selskabet. I første omgang skal nogle af medstifterne købes ud, før transaktionen kan igangsættes.

“Det er forberedelsen til, at vi er i gang med en kapitalforhøjelse i selskabet,“ siger Lars Thuesen til Dagbladet Børsen.

Blandt stifterne var skibsreder Ditlev Wedell-Wedellsborg, Novasol-grundlægger Frederik Heegaard samt den tidligere Magasin-direktørStig Bøgh Karlsen.

“Vi er nogle stiftere, der har været med i mange år, og som business angel skal man på et eller andet tidspunkt også afslutte sådan noget,“ supplerer Stig Bøgh Karlsen.

Jet Time A/S – udvikling i nøgletal 2009-2014

Mio. kr 2013/14 2012/13 2011/12 2010/11 2009/10
Omsætning 1.430,5 1.378,0 1.155,4 714,0 547.7
Resultat før skat -69,0 42,1 35,6 21,7 10,8
Årets resultat -54,2 29,3 27,6 11,7 5,6
Egenkapital 21,1 83,1 85,3 41,6 38,1
Antal ansatte 474 411 328 233 193

Kilde: Erhvervsstyrelsen

Ordknap bestyrelsesformand
Jet Time har forskudt regnskabsår fra 1. september til 31. august. Det regnskab, der blev lukket den 31. august 2015 skal således indberettes til Erhvervsstyrelsen senest den 31. januar 2016, hvorfor der er travlhed hos Jet Time med færdiggørelsen.

Med en egenkapital på 21,1 mio. kroner ved udgangen af 2013/14-regnskabet vil et eventuelt nyt tocifret underskud kunne øge presset på egenkapitalen, således at det vil være nødvendigt med nye likviditetstilsagn eller en decideret kapitalforhøjelse for at kunne aflægge regnskab efter “going concern“ reglerne.

Om flyselskabet er i den situationen, er det ikke muligt at få et svar på fra Lars Thuesen.

“Jeg har ikke flere kommentarer, end hvad du har kunnet læse i Dagbladet Børsen,“ siger Lars Thuesen til CHECK-IN.

Lars Thuesen er heller ikke i stand til at svare på, om løfterne om sund og profitabel drift fra seneste årsrapport bliver opfyldt.

“Det kan jeg ikke svare på. Vi er ved at lave regnskabet i øjeblikket.“

Tre forretningsben
Jet Time har tre ben at stå på i forretningen, og målet er at de skal være lige store, så sårbarheden mindskes ved påvirkning af eksterne forhold.

Den primære forretning har hidtil været at tilbyde flykapacitet til danske charterarrangører samt adhoc charterflyvninger. Et andet ben er wetlease og ACMI-operatør på vegne af europæiske flyselskaber, hvor kontraktflyvningerne med SAS fylder en del. Det tredje ben er fragtflyvning med fragtfly for europæiske fragtselskaber.

Denne forretningsmodel kan ifølge aktienalysechef Jacob Pedersen fra Sydbank være for kompleks og ufokuseret.

“Uanset hvad de gør i luften, så er der prispres og konkurrenter. Når du som lille selskabet forsøger at gabe over for mange ting, så kan det ende med at blive et problem. Vi har set masser af gange, at øget kompleksitet har været med til at ødelægge tingene for flyselskaber,“ siger Jacob Pedersen til Dagbladet Børsen og nævner Cimber Sterling som eksempel.

Der er ikke alene en større omorganisering på vej i ejerkredsen. I december måned forlod administrerende direktør Klaus Ren pludseligt selskabet, hvorefter den tidligere landechef for Emirates, Teddy Zebitz, et par dage efter blev indsat på posten.

Foto: Morten Lund Madsen