Hård slutspurt mellem London-lufthavne

Illustrationer, protester og demonstrationer tages i brug forud for beslutningen om hvor en ny landingsbane i London-området skal placeres. Den britiske regering forventes at beslutte sig inden jul.

Skal Europas største og mest udnyttede lufthavn, London Heathrow, have en tredje landingsbane? Eller skal den anden store London-lufthavn, London Gatwick, i stedet have sin anden landingsbane?

Det har briterne diskuteret i årevis, men nu forventes den britiske regering at skære igennem og træffe en beslutning meget snart. Inden jul vil regeringen således pege på hvordan lufthavnskapaciteten i London-området forøges.

Passer fint ind
At en beslutning er lige oppe over har fået London Heathrow til at lægge en række illustrationer på bordet. De viser hvordan det kan komme til at se ud, når den tredje landingsbane ligger ved siden af de to eksisterende landingsbaner. Og hvordan der kan bygges rundt om den nye bane, der på tegningerne passer fint ind i miljøet.

Den nye landingsbane vil blive suppleret af en ny terminal, hoteller og en business park. Den nye terminal skal bygges sammen med den eksisterende Terminal 2 og forbindes med den eksisterende Terminal 5 og en ny Terminal 6 ved hjælp af et undergrundstog. Det hele skal gøre lufthavnen i stand til at klare væksten i passagertrafikken frem til mindst 2040.

Rykke ud med et modsvar
I juli kom en uafhængig kommission frem til, at en tredje landingsbane i London Heathrow ville være den bedste løsning på Londons mangel på lufthavnskapacitet. En ny landingsbane i London Gatwick ville ikke på samme måde være attraktiv.

Det fik London Gatwick-lufthavnens ledelse på barrikaderne. De beskyldte kommissionens trafikprognoser for at være fejlbehæftede. Desuden stillede lufthavnsledelsen spørgsmålstegn ved beregningerne af støjgenerne for beboerne rundt om lufthavnene og i nærheden af de nye landingsbaner.

Formanden for kommissionen, Sir Howard Davies, var derfor nødt til at rykke ud med et modsvar på angrebene fra London Gatwick.

Største demonstration til dato
Samtidig kommer modstanden mod den tredje Heathrow-bane fra stadig flere forskellige kanter. En stor offentlig protest fyldte i weekenden pladsen foran det britiske parlament. Det er til dato den største demonstration mod Heathrow-udvidelsen.

Londons nuværende borgmester, Boris Johnson, brugte sin tale på de konservatives partikongres til at advare mod at bygge en ny landingsbane i London Heathrow. En kortsigtet løsning, der vil blive placeret det helt forkerte sted og have katastrofale miljøkonsekvenser, lød det fra Boris Johnson.

Også parlamentsmedlemmet Zac Goldsmith, der håber på at blive Londons næste borgmester, er i mod at anlægge en tredje landingsbane i London Heathrow.

På trods af modstanden fra flere sider, så er London Heathrow’s ledelsen forholdsvis sikre på, at de nok skal få den tredje landingsbane. Lufthavnens øverste direktør, John Holland-Kaye, siger til Financial Times, at han tror, at der er 80 procents sandsynlighed for, at lufthavnen får sin landingsbane.