Hamas advarer flyselskaber

Hamas har i en tv-tale advaret internationale flyselskaber om at benytte Tel Aviv´s Ben Gurion fra torsdag morgen kl. 06.00. Det har ikke fået SAS til at ændre beflyvningen.

Allerede onsdag eftermiddag i denne uge blev internationale flyselskaber advaret mod at flyve ind til Ben Gurion Airport fra kl. 06.00 torsdag moren.

Advarslen kom i et direkte tv-program, hvor talsmanden Abu Obeida fra den militante del af den palæstinensiske oprørsbevægelse Hamas, fremsatte truslen.

I løbet af den nu seks uger lange konflikt har Hamas sendt op imod 100 raketter afsted mod israelske mål, så der er ikke nødvendigvis tale om tomme trusler.

Politiske iagttagere ser det dog som en skræmmekampagne fra Hamas med det formål at skade Israels økonomi samt stille spørgsmålstegn ved landets sikkerhed, efter en raket i sidste måned ramte ned tæt ved lufthavnen og medførte flyaflysninger i flere dage efter.

Ingen ændringer i risikovurderingen
I SAS følger man situationen meget tæt, men har ikke reageret ekstraordinært på den nye trussel fra Hamas.

“På baggrund af, hvad der har været ude i medierne, har vi ikke foretaget ændringer i risikovurderingen af situationen,“ fastslår pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark overfor CHECK-IN.dk.

Da der i sidste måned var problemer, og de amerikanske luftfartsmyndigheder dikterede et flyveforbud, valgte SAS også at indstille flyvningerne i et par dage. Da SAS genoptog flyvningerne til den israelske storby, havde man foretaget en ny risikovurdering.

“Den analyse vi har foretaget, og de ændringer som Ben Gurion-lufthavnen gennemførte i slutningen af juli, står stadig ved magt,“ understreger pressechefen.