Med Norwegians entré på ruten mellem København og New York er konkurrencen blevet skærpet. Vi har undersøgt prisniveauet hos 15 flyselskaber med afrejse i juni måned næste år.
Når Norwegian den 28. februar næste år sender første Dreamliner-fly afsted fra Københavns Lufthavn med kurs mod New York-JFK markerer det samtidig en ny konkurrencesituation i det nordamerikanske marked.
Hidtil har SAS været alene på New York-ruten året rundt, dog med selskab fra Delta Air Lines i sommermånederne. Men Norwegian starter op med to ugentlige afgange, der fra den 20. april dubleres til fire. Dermed er det muligt at rejse direkte fra København til New York med det norske lavprisflyselskab på mandage, onsdage, fredage og søndage.
De flere hundrede tusinde danskere, der hvert år rejser til New York benytter sig af de direkte ruter fra København, men også ruterne via de store europæiske gateways har en stor søgning fra rejsepublikummet, da disse ruter ofte er billigere end at rejse direkte med det skandinaviske flyselskab.
Mange spekulerer i, hvad Norwegians entré på København-New York ruten vil betyde for konkurrencen og prisudviklingen. Med udgangspunkt i en rejse til New York i juni måned næste år har CHECK-IN.dk sammenlignet priser og rejsetid hos 15 forskellige flyselskaber. Alle priser er fundet på samme tidspunkt og med tilfældigt valgte afrejsedato, henholdsvis mandag den 9. juni fra København og retur fra New York onsdag den 18. juni.
Prisoversigt – København til New York
(Udrejse mandag den 9. juni, hjemrejse onsdag den 18. juni 2014)
Flyselskab | Stop | Via | Rejsetid | Pris |
Norwegian | 0 | Direkte | 08:20 / 07:40 | 4.007 |
SAS / Virgin Atlantic | 1 | London-LHR | 12:55 / 11:15 | 4.864 |
Brussels / Jet Airways | 1 | Bruxelles | 11:55 / 09:50 | 4.913 |
Finnair | 1 | Helsinki | 12:55 / 12:20 | 4.969 |
Lufthansa | 1 | München | 11:40 / 13:00 | 5.083 |
Brussels Airlines | 1 | Bruxelles | 12:30 / 11:05 | 5.155 |
Icelandair | 1 | Keflavik | 10:30 / 09:50 | 5.184 |
Air Canada | 1 | Toronto | 12:03 / 11:15 | 5.232 |
KLM | 1 | Amsterdam | 11:20 / 10:55 | 5.326 |
British Airways | 1 | London-LHR | 10:35 / 10:15 | 5.448 |
Swiss | 1 | Zürich | 12:05 / 10:10 | 5.460 |
SAS | 0 | Direkte | 08:25 / 07:35 | 5.565 |
Delta | 0 | Direkte | 08:35 / 08:15 | 5.765 |
Airberlin | 1 | Düsseldorf | 11:10 / 10:25 | 6.717 |
Austrian | 1 | Wien | 12:40 / 17:20 | 6.891 |
Kilde: Travelmarket.dk. Alle priser i DKK inklusive skatter og afgifter.
Billigst inklusiv Plus-pakke
Prissammenligningen viser, at Norwegian er det suverænt billigste flyselskab på ruten til New York. Også efter, at der er indregnet et tillæg på 925 kroner for en Plus-pakke, der inkluderer måltider, sædereservation og bagage.
“Generelt er vi godt tilfredse med salget af Plus-pakken, og mange af vores rejsende har valgt at tilkøbe den. De fleste allerede under billetbestillingen, hvor man sparer op mod 40 procent frem for at tilvælge den senere,“ forklarer presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i Danmark.
Udover at være det billigste flyselskab i prissammenligningen mener Norwegian selv at have et af de bedste produkter.
“Vi flyver med den helt nye Boeing 787 Dreamliner, der sætter nye standarder for, hvad man som passager kan forvente af komfort. Der er større vinduer, renere luft og mindre støj i kabinen. Endvidere flyver vi til J.F. Kennedy-lufthavnen som er bedre forbundet med Manhattan end for eksempel Newark.“
Vil ikke paniksænke priserne
I prissammenligningen er der kun fire flyselskaber, der kan tilbyde returbilletter til New York for under 5.000 kroner. Udover Norwegian er det Virgin Atlantic med hjælp fra SAS, der føder passagerer ind til London, indiske Jet Airways fra Bruxelles samt Finnair via Helsinki. De fleste flyselskaber ligger i et prisspænd på mellem 5.000 og 5.500 kroner, men til gengæld indebærer det også længere rejsetid og flyskifte i en europæisk lufthavn.
SAS tilbyder billigste billet til 5.565 kroner, hvilket er nogenlunde det samme som Delta Air Lines, der er sommergæst i København med en direkte rute til New York-JFK. Det amerikanske flyselskab er et par hundrede kroner dyrere end SAS.
Hidtil har SAS og tildels Delta kunnet argumentere for prissætningen med ved at flyve direkte og dermed med reduceret rejsetid og større bekvemmelighed. Men Norwegians prisudspil ligger omkring 1.500 kroner under de to nævnte selskaber, så inden længe må der forventes en reaktion herfra.
“Det er helt naturligt for en aktør at tilbyde kampagnepriser, når en ny rute bliver åbnet. Vi har i nogle måneder solgt billetter til New York i juni 2014, men har ikke haft kampagnepriser i den periode endnu. Så jeg vurderer, at differencen i store træk er et udtryk for hvor mange billetter, der efterspørges, samt forskel i kampagnepriser. Vi kommer ikke til at paniksænke priserne, men holder naturligvis øje med udviklingen og kommer også med kampagner på New York. I forhold til de øvrige selskaber i sammenligningen men vi, at SAS ligger rigtigt rent prismæssigt,“ siger Simon Pauck Hansen, der er direktør for Partners & Intercontinental Network hos SAS.
Hos SAS mener man således, at selskabet er konkurrencedygtigt i forhold til de mange “mellemlandingspriser“, hvor de rejsende skal skifte fly i europæiske storlufthavn.
“Hos SAS har vi et attraktivt produkt med valg mellem 11 ugentlige afgange direkte fra København. Vi har også en stor styrke i vores netværk, som giver vores kunder muligheder og fleksibilitet. Desuden er der den velkendte SAS oplevelse med høj service og skandinaviske medarbejdere, for når rejsende skal flyve langt, er der mange, som har behov for særlig tryghed og genkendelighed. Det får de hos SAS,“ mener SAS-direktøren.
Lønsomhed fremfor markedsandele
Hos Norwegian forventer man ikke nødvendigvis at skulle tage markedsandele fra SAS. Det norske lavprisflyselskab har til gengæld erfaring med, at man ofte stimulerer et nyt marked, når priserne er lave nok.
“For os er det ikke vigtig at tage markedsandele. Vi er optaget af at få lønsomhed i de produkter vi kontinuerligt udvikler. Det har vi gjort i mere end 10 år nu. Men vi har tidligere erfaret, at vores lave priser, vil stimulere flere til at rejse, og det er også vores forventning på New York-ruten. Vi mener, vi har et yderst konkurrencemæssigt produkt,“ mener Johan Bisgaard Larsen.
Men SAS vil alligevel holde øje med, om Norwegian kommer for tæt på, hvis billetpriserne fortsætter på samme niveau.
“Nu ser vi på udviklingen i markedet. Vores erfaringer fra Norwegians opstart af langruter før sommeren viser, at det ikke blev tale om en prisrevolution, og dermed vil der heller ikke være behov for en prisjustering. Men dermed ikke sagt, at det ikke kan se anderledes ud med de aktuelle ruter, og det skal vi nok holde øje med,“ siger Simon Pauck Hansen.