SAS søger 500 nye kabineansatte. Det er den største rekruttering af kabinepersonale i de sidste 15 år.
Som CHECK-IN.dk kunne fortælle mandag, så er SAS i fuld gang med at ansætte 200 nye piloter og omskole 400 af selskabets nuværende piloter. Det er dog ikke kun forrest i flyene, at der sker ting og sager på personalefronten i SAS-flyene i øjeblikket.
Det sker der også i kabinerne. Således er SAS netop nu i gang med at ansætte op til 500 nye stewardesser og stewarder. Det er den største rekruttering af kabinepersonale i SAS de seneste 15 år.
Det er øget produktion og fire nye langdistancefly, som betyder, at SAS står med en stor efterspørgsel på kabinepersonale.
Ind fra gaden
Hvis man taler godt engelsk, har en ren straffeattest, ikke er lavere end 160 centimeter og ikke er højere end 190 centimeter samt kan svømme 200 meter, så kan man mere eller mindre komme direkte ind fra gaden og blive kabinepersonale i det skandinaviske flyselskab.
Mulighederne er dog størst for de håbefulde, hvis man bor eller ønsker at bosætte sig i Stockholm eller pendle til den svenske hovedstads primære lufthavn Arlanda. 300 ud af de 500 nye stewardesser skal nemlig have base i Arlanda, mens 100 får base i Oslo Gardermoen-lufthavnen og cirka 100 får base i Københavns Lufthavn. De nyansatte i CPH skal primært arbejde i datterselskabet Cimber.
PrivatAirs eget personale
At tre ud af fem nye stewardesser skal baseres i Stockholm Arlanda skyldes, at det er herfra SAS’ nye Hong Kong-rute udgår fra og det er også herfra den nye rute til Los Angeles kommer til at udgå fra, når den åbner til marts.
På det tidspunkt åbner SAS også en ny rute fra Københavns Lufthavn til Boston på den amerikanske østkyst. Den rute skal dog betjenes med et særligt Boeing 737-700 mellemdistancefly ombygget til at kunne flyve lange afstande som for eksempel over Atlanten. Flyet opereres af schweiziske PrivatAir med selskabets eget personale.