Fly fra Scoot og Singapore Airlines i Changi Airport. (Foto: kandl stock | shutterstock.com)

Historisk stort overskud hos Singapore Airlines

Singapore Airlines har i første kvartal af regnskabsåret 2022/23 leveret et historisk stort driftsoverskud på 2,9 milliarder kroner, selvom der kun blev udbudt 61 procent af kapaciteten fra før COVID-19.

Singpore Airlines, der i øjeblikket flyver fem gange om ugen mellem København og Singapore, var ligesom mange andre flyselskaber særdeles hårdt udfordret under coronapandemien.

Nu lader det til, at det er lykkedes selskabet at rejse sig efter COVID-19, for SIA Group har i første kvartal af regnskabsåret fra 1. april 2022 til 31. marts 2023 præsenteret det næstbedste driftsresultat i selskabets 50-årige historie.

Således leverede SIA Group, der også omfatter lavprisflyselskabet Scoot, et driftsoverskud på 556 millioner singaporedollars, hvilket svarer til mere end 2,9 milliarder kroner.

Det hidtil bedste resultat daterer sig tilbage fra tredje kvartal af finansåret 2007/08,  hvor der blev præsenteret et driftsoverskud på 675 millioner singaporedollars (3,56 milliarder kroner).

Sigter mod 76 procent af 2019-kapacitet
Det store kvartalsoverskud er drevet af en solid belægning og høje billetpriser. Belægningen landede på 79,0 procent i kvartalet, hvilket er det højeste niveau siden coronapandemiens start, og fremgangen er registreret i alle kabineklasser og i alle markedssegmenter.

Den udbudte kapacitet var i første kvartal dog kun 61 procent af niveauet fra samme kvartal i 2019, men med den høje belægning svarer det til i alt 5,1 millioner passagerer.

I det kommende kvartal forventer SIA Group at øge kapaciteten til 68 procent af niveauet fra før pandemien, og i tredje kvartal fra 1. oktober til 31. december forventes kapaciteten at ramme 76 procent.

Udfordringerne i markedet kan dog muligvis få en indflydelse på hastigheden af genopretningen.

“Inflationspres, herunder forhøjede brændstofpriser, er fortsat bekymrende. Rentestigninger og aftagende økonomisk vækst i mange lande rundt om i verden, herunder SIA-gruppens nøglemarkeder, er risikofaktorer for genopretning af passagerrejser og efterspørgsel efter luftfragt, som vi overvåger nøje,” hedder det i kvartalsrapporten.

Øger til mange markeder
I det kommende vintertrafikprogram vil Singapore Airlines øge antallet af flyvninger til Japan og genetablere sit rutenetværk til Indien, så det når op op niveauet fra før pandemien. Herudover skal der tilføjes flere afgange til Los Angeles og Paris, mens det er blevet besluttet at fortsætte Vancouver-ruten.

Herudover vil Scoot lancere ruter til Tokyo-Narita og Osaka samt øge frekvenserne til Bangkok, Cebu, Manila, Seoul og Surabaya.

Singapore Airlines disponerer over en flåde på 127 passagerfly og syv fragtfly, mens Scoot har 55 fly i flåden fordelt på 20 Boeing 787 Dreamlinere og 35 fly iAirbus A32X-serien.

Med en gennemsnitsalder på seks år har SIA Group således en af de yngste flyflåder i Asien.

 

Relaterede artikler:

“Vi tjener ingen penge – men det lindrer smerten”

Singapore Airlines øger halvårsresultat

Singapore Airlines-resultat næsten halveret