Hver femte Ryanair-krone kommer fra gebyrer og tillæg

21 procent af Ryanairs omsætning kommer fra gebyrer og tillæg. Samtidig hiver brændstofpriserne enhedsomkostningerne op med 13 procent i 2011.

Selvom Ryanair har en af verdens yngste og mest brændstoføkonomiske flyflåder, så skal de i alt knap 300 Boeing 737-fly trods alt have brændstof påfyldt i ny og næ. Derfor kan Ryanair heller ikke snige sig udenom at blive ramt af de stigende brændstofpriser, som gør livet udfordrende for alle luftfartsselskaber netop nu.

Årsregnskabet fra det irske lavprisselskab viser, at brændstofudgifterne steg med 30 procent i 2011 sammenlignet med 2010. Den voldsomme vækst i brændstofpriserne kombineret med det faktum, at selskabets ruter i alt er seks procent længere end året før, påvirker selskabets enhedsomkostninger, der stiger med 13 procent i forhold til 2010. At holde enhedsomkostningerne nede og gerne fortsætte med at trække dem nedad er kernen i lavprisselskabernes generelle succes. Stigningen i Ryanairs enhedsomkostninger, der er blandt de laveste i verden, skyldes alene brændstofudgifterne.

Samtidig med at brændstofudgifterne stiger, så har selskabet også formået at få omsætningen til at vokse med 19 procent til 40,2 mia. danske kroner. Det betyder i sidste ende, at Ryanair kommer ud af 2011 med et overskud før skat på knap 4,7 mia. danske kroner. Det er en fremgang på 25 procent i forhold til året før.

Omsætningsfremgangen skyldes blandt andet, at den gennemsnitlige billetpris er vokset med 16 procent, ligesom selskabet transporterede 5 procent flere passagerer i 2011 end i 2010. I alt 75,8 mio. passagerer valgte i 2011 at sætte sig op i det blå-gule irske fly.

8 mia. i gebyrer
En væsentlig indtægtskilde for Ryanair er dog også de gebyrer og tillæg, som selskabet er blandt de førende i verden til at pålægge passagererne. Således voksede den indtægtspost i 2011 med 11 procent. Således udgør gebyrerne nu 21 procent af Ryanairs samlede omsætning. Det svarer til mere end 8,2 mia. danske kroner.

Ryanair oplyser i årsregnskabet, atman har ”hedget” 90 procent af selskabets forventede brændstofbehov i 2013 til en pris langt under den nuværende markedspris. Alligevel forventer selskabet et hårdt 2012 og forbereder til sidst i regnskabsmeddelelsen aktionærerne på, at overskuddet i 2012 kan ende på mellem 550 og 930 mio. danske kroner sammenlignet med 2011’s knap 4,7 mia. danske kroner.