Hver fjerde børnefamilie på aktiv ferie

Afslapning ved poolen er ikke nok for mange børnefamilier. Der skal ske noget aktivt, viser en ny undersøgelse.

Aktiv ferie er en trend i vækst. Det er dog langt fra kun løbeklubber, cykelforeninger eller voksne, der dyrker at være aktive sammen, når turen går udenlands for at dyrke krop og sjæl. Mange børnefamilier er også vilde med at være aktive, når hverdagens logistik udskiftes med ferie. Hver fjerde børnefamilie dyrker således jævnligt at tage af sted for at være aktive sammen. Det viser en undersøgelse foretaget af Apollo blandt 1.000 danskere.

I en travl hverdag ender det ofte med, at familiens medlemmer dyrker sport hver for sig. Men i ferien er der rig mulighed for at være sammen om den slags aktiviteter. Og det er vi så. Her skiftes hverdagens solo løbeture i skoven ud med fælles beachvolley, kajaksejlads eller ski.

Cykle i bjergene
Det er særligt familierne med børn mellem 10 og 18 år, der samler hele adressen om en aktiv ferie. Således svarer 27 procent af familierne med større børn, at de rejser på aktiv ferie med hele familien. Det er da også den gruppe, som i det hele taget oftere vælger aktiv ferie.

”Med småbørn er det nogle helt andre parametre, man kigger efter, når man vælger ferie, såsom børnepool og børneklub. Men når ungerne er lidt større, og man har mere tid hver for sig i hverdagen, så giver aktiv ferie super god mening. Man kan lære at windsurfe sammen og cykle i bjergene, men man kan også tage lidt tid hver for sig, hvor mor løber, mens ungerne spiller tennis eller dyrker yoga og far spiller golf. Alle er glade, og man er sammen på en super fed måde,” fortæller Glenn Bisgaard, kunde- og kommunikationschef hos Apollo.

Charterferie mest populært
Når børnefamilierne generelt skal pege på, hvilken ferieform, de foretrækker, så peger mange af dem da også på, at aktiv ferie er en favorit. Mens 46 procent vælger charterferie som favorit, så peger 25 procent på aktiv ferie og 51 procent på skiferie som en foretrukken ferieform.

”Der er ingen tvivl om, at vi danskere elsker det åndehul, som en aktiv ferie kan give. Det handler om at være aktive sammen og på en anden og mere intens måde, hvor ingen keder sig, men hvor man laver meningsfulde ting sammen. Det, tror jeg, er en af de ting, som gør en ferie med fokus på at bevæge sig, til en så værdifuld ting for rigtigt mange,” siger Glenn Bisgaard.

 

 

Relaterede artikler:

Hver fjerde dansker vil på aktiv sommerferie

De flyver danskerne på charterferie

Flere danskere kommer til skade på sommerferien

Vi er trætte af andres børn på ferien