- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Hvert femte fly væk fra verdens tredjestørste lufthavn

Fra i morgen og 45 dage skal den sydlige bane i Dubai International Airport totalrenoveres, og derfor vil kapaciteten i to Dubai-lufthavne være nedsat med 20 procent.

Tirsdag den 16. april kl. 15.00 vil 45 dages arbejde med renovering af hovedbanen i Dubai International Airport (DXB) tage sin begyndelse.

På dette tidspunkt lukkes den 4.450 meter lange sydlige bane 12R/30L for trafik, hvorefter området vil blive indvaderet af et stort antal køretøjer, der i 45 dage skal koordinere transporten af mere end 18.500 lastvognstog fyldt med beton, asfalt og ledsagende personnel til at udføre det store renoveringsarbejde. Ikke færre end 1.900 personer vil være involveret i projektet.

Det kræver nemlig en del, når hovedbanen skal totalrenoveres i verdens tredjestørste lufthavn, der i 2018 havde næsten 89,2 millioner rejsende gennem terminalerne. Der har nemlig været arbejdet med projektet i en rum tid.

“Planlægning og forberedelser har været i gang i næsten to år i tæt samarbejde med Dubai Aviation Engineering Projects, flyselskaberne, dnata (groundhandling-selskab, red.), myndighederne og en lang række andre servicepartnere for at sikre, at dette massive projekt løber af stablen uden problemer,” siger Paul Griffiths, der er koncernchef for Dubai Airports.

Kapacitetsreduktion på 20 procent
Det er uundgåeligt, at det store renoveringsprojekt kommer til at påvirke flytrafikken til og fra det store trafiktale knudepunkt i De Forenede Arabiske Emirater.

Samlet vil der i renoveringsperioden være en reduktion i antallet af flyvninger i Dubai Airports på 19 procent og med 20 procent færre flysæder i udbud. Dette er kun muligt ved at flytte en del af flyvninger fra DXB til Dubai World Central (DWC), der er emiratets anden lufthavn. Ændringerne betyder blandt andet, at Emirates Airline kun vil flyve fem dage om ugen fra Dubai til København med A380´eren mod normalt daglige flyvninger.

I Dubai World Central (DWC) vil udvalgte ruteflyselskaber samt charterflyselskaber, fragtflyselskaber og operatører af private jetfly samlet gennemføre 145 operationer dagligt i den 45 dage lange periode, hvor renoveringsarbejdet står på. Det vil være selskaber som Aeroflot, flydubai, flynas, Gulf Air, Indigo, Kuwait Airways, Nepal Airlines, SpiceJet, Ukraine International Airlines, Ural Airlines og Wizz Air, der flyttes til DWC.

Gode transportmuligheder til DWC
For rejsende til og fra Dubai World Central vil der være busforbindelse fra forskellige nøglepunkter i Dubai, og taxaerne tilbyder en særlig rabat i perioden med renoveringsarbejdet. Dubai Airports tilbyder også gratis shuttlebus mellem DXB og DWC hvert 30 minut.

“Vi er overbevist om, at vi er forberedt til fingerspidserne til den 16. april. Vi opfordrer passagererne til at bekræfte deres afgangslufthavn, før de kører mod lufthavnen, men herudover kan de forvente, at operationerne forløber problemfrit med god service,” lyder det fra direktøren for lufthavnsoperatøren.
 

Relaterede artikler:

Dubai-lufthavn udnytter blot tre procent af kapacitet

Dubai International opgraderer den ene landingsbane

Banerenoveringer skaber udfordringer i Dubai