- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

IAG præsenterer gigantunderskud og får tilført ny kapital

Halvårsregnskab fra IAG viser et tab på knap 30 milliarder kroner. Nu får selskabet bag blandt andet British Airways og Iberia tilført hårdt tiltrængt ny kapital.

IAG, der er moderselskab for British Airways, Iberia, Aer Lingus, Vueling og Level, har sendt sit halvårsregnskab på gaden. Det viser et underskud på lige over fire milliarder Euro, svarende til knap 30 milliarder danske kroner.

Gigantunderskuddet skyldes naturligvis COVID-19-pandemien, og kigger man isoleret på årets andet kvartal, hvor international luftfart stort set var lukket ned, kan man se, at passagertallet faldt med 98,4 procent i forhold til samme periode i fjor.

Pessimistisk topchef
Willie Walsh, der er afgående koncernchef for IAG, er samtidig ret pessimistisk med hensyn til udviklingen i de kommende år.

Willie Walsh, koncernchef hos IAG. (Foto: StuBaileyPhoto | CC 4.0)

”Vi forventer fortsat, at det vil tage indtil mindst 2023, før passagerernes efterspørgsel kommer tilbage til niveauet i 2019,” siger Willie Walsh i regnskabsmeddelelsen og tilføjer, at alle selskaberne i IAG-gruppen har sørget for at tilpasse deres forretning til den aktuelle situation:

”Alle vores flyselskaber har taget skridt til at reducere deres omkostninger, så de afspejler den forventede efterspørgsel på deres markeder. Ikke blot for at komme igennem denne krise, men for at sikre, at de forbliver konkurrencedygtige i en strukturelt ændret branche,” siger Willie Walsh.

Det var dog ikke alle selskaber i IAG, der formåede at tilpasse sig den nye verdensorden. Østrigske Level Europe var i løbet af foråret nødt til at søge konkursbeskyttelse, og Level France er siden helt lukket ned, så der i dag reelt kun er den spanske del tilbage af Level.

Nedbragt omkostningerne
IAG – eller International Consolidated Airline Group, som er selskabets fulde navn – har da også i løbet af krisen år halveret sine operationelle omkostninger. Og man har blandt andet gennem en tidlig pensionering af både British Airways Boeing 747-flåde og Iberias Airbus A340’ere rustet sig til, at markedet efter COVID-19 sandsynligvis vil være permanent forandret.

Men da IAG forventer, at genopretningen tager tid, har det derudover været nødvendigt at få tilført ny kapital. Med udgangen af juni havde IAG 8,1 milliarder Euro (cirka 60 milliarder danske kroner) i kassen. For at styrke sin modstandsdygtighed bliver det beløb nu hævet med 2,75 milliarder Euro (knap 20,5 milliarder danske kroner). Det hele sker naturligvis med hovedaktionæren, Qatar Airways, velsignelse.

Qatar støtter op
”Kapitalforhøjelsen vil forbedre koncernens modstandsdygtighed, balance og likviditet. Vi er glade for, at vores største aktionær, Qatar Airways, allerede har forpligtet sig til at støtte den foreslåede kapitalforhøjelse,” siger Willie Walsh i regnskabsmeddelelsen.

Qatar Airways har længe været hovedaktionær i IAG, og så sent som i februar i år øgede selskabet sin ejerandel fra 21,4 til 25,1 procent. Kapitalforhøjelsen skal godkendes af aktionærerne på selskabets generalforsamling i begyndelsen af september.

 

Relaterede artikler:

British Airways sender Boeing 747 på pension

IAG-selskab søger om konkursbeskyttelse

Qatar Airways øger ejerandel til 25 procent i IAG

LEVEL France lukker ned