IATA opjusterer forventninger til 2010

Den internationale luftfartsorganisation IATA skruer nu forventningerne op til et markant bedre nettoresultat for 2010 end først antaget. I september meddelte IATA, at den samlede internationale luftfart ville ende med et nettoresultat på 8,9 mia. dollars, men nu opjusteres forventningerne med mere end 6 mia. dollars.

For to år siden fløj den internationale luftfartsindustri ind i en historisk, økonomisk krise, hvilket bl.a. medførte Sterling Airlines’ konkurs herhjemme. To år efter er industrien begyndt at flyve i den rigtige retning, og på den baggrund opjusterer International Air Transport Association (IATA) sine forventninger til luftfartsbranchens nettoresultat for 2010.

I forhold til luftfartsorganisationens september-prognose, der lød på et nettooverskud for 2010 på 8,9 mia. dollars, øger IATA forventningerne til et nettooverskud på 15,1 mia. dollars – en markant opjustering på omkring 70 procent.

IATA’s positive udsigter til et noget bedre resultat, end først antaget, skyldes ikke mindst et overbevisende tredje kvartal for en række af de internationale luftfartsselskaber, der leverede en betydelig passagerfremgang fra juli til og med september. På det europæiske marked førte Lufthansa og Air France KLM an med en overbevisende passagervækst.

Ligeledes opjusterer IATA forventningerne til 2011 fra 5,3 mia. dollars til 9,1 mia. dollars i nettoresultat, der er en pæn, forventet fremgang for en industri, der i disse måneder viser små tegn på en branche i bedring. Dog er der stadig dystre prognoser i vente med et forventetoverskudsgrad i 2010 på 2,7 procent og 1,5 procent i 2011.

”Enhver forbedring af overskuddet er et skridt i den rigtige retning. Men med det faktum, at vi kan øge forventningerne med 70 procent og stadig stå tilbage med en fortjeneste for 2010 på kun 2,7 procent viser, hvor langt denne industri er fra en normal rentabilitet,” udtaler IATA’s snart forhenværende generalsekretær Giovanni Bisignani i en pressemeddelelse.

Det opjusterede nettoresultat skyldes overvejende en øget passagertilgang på de nord- og sydamerikanske markeder, Asien og Mellemøsten. I forhold til disse markeder halter Europa bagud.

Foto: IATA opjusterer forventningerne til 2010 med op imod 70 procent.