- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair aflyser i stribevis af flyvninger

En midlertidig islandsk regel om dobbelttestning for at bremse COVID-19-smitte har tvunget Icelandair til masseaflysninger. Ruten til København er stort set den eneste, der har fast betjening.

Genopretningen hos Icelandair har fået et alvorligt tilbageslag.

Med virkning fra den 19. august indførte den islandske regering en særlige karantæneregel, der midlertidigt har sat turiststrømmen til Island i stå. Ved ankomst skal rejsende nemlig testes for COVID-19, og efter fem dages karantæne skal der foretages endnu en test med negativt resultat, før man kan begive sig ud i det islandske samfund.

Det virker naturligvis hæmmende på interessen for at besøge vulkanøen i Nordatlanten, og det kan især Icelandair mærke. Lige nu flyver selskabet praktisk talt ikke, da der ikke er nogen efterspørgsel.

Torsdag har Icelandair været nødt til at aflyse flyvninger til Amsterdam, Frankfurt, København, London, Paris og Oslo, mens der blot gennemføres en af to daglige afgange til København. Mønsteret har været det samme de to forgående dage, hvor der kun gennemføres en daglig flyvning til København suppleret af nogle få afgange til Tyskland samt en enkelt til Boston. Resten af trafikprogrammet er aflyst.

Konkurrenter flyver videre
Island har ellers været et af de lande, der har været pænt besøgt af turister i løbet af sommeren som følge af et relativt lavt smittetal, men nu kommer Icelandair tilsyneladende til at betale prisen for den aktuelle smitteudvikling.

”Nu bliver virkningerne af stramningen af grænsekontrollen tydelige. I de første dage efter indførelsen af dobbeltundersøgelsen rejste et betydeligt antal passagerer ud af landet, på trods af at færre mennesker kom til landet, hvilket holdt vores trafikprogram i gang, “siger Ásdís Ýr Pétursdóttir, informationschef for Icelandair, til det islandske medie Túristi.

De mange Icelandair-aflysninger betyder dog ikke, at det er umuligt at komme frem og tilbage til Keflavik International Airport. Torsdag har easyJet eksempelvis tre afgange til britiske lufthavn, mens Wizz Air upåvirket fortsætter til Wien, Gdansk og London-Luton. Også SAS og Lufthansa flyver torsdag til og fra Island, så der i alt er otte internationale afgange og ankomster.

Ved udgangen af juli havde blot 1.156.333 passagerer rejst til, fra og via Keflavik International Airport, og det var en tilbagegang på 73,2 procent i forhold til samme periode året før.

 

Relaterede artikler:

“Double trouble” i nordisk hovedstadslufthavn

Icelandair bag ”luftbro” mellem USA og Armenien

Icelandair er tilbage i Københavns Lufthavn