- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair flyver ud af MAX-problemer

Icelandair resultat for tredje kvartal viser, at selskabet fortsat er negativt påvirket af MAX-flyveforbuddet. Men Icelandair har formået delvist at afbøde de negative påvirkninger.

Det vedvarende flyveforbud for Boeing 737 MAX-flyene påvirker fortsat Icelandairs operationer og økonomi negativt, men det er lykkedes for det islandske flyselskab at mindske den negative effekt noget ved hjælp af en række tiltag.

Det fremgår af Icelandair Gruppens regnskab for tredje kvartal 2019, som netop er offentliggjort.

”Vi har formået at reducere virkningen af ​​MAX-suspensionen ved at implementere en omfattende handlingsplan for at reducere omkostningerne og skabe indtægter. Ud over optimering af vores rutenetværk har vi forbedret vores indtægtsstyring og opnået en bedre udnyttelse af medarbejderne,” siger Icelandairs koncernchef Bogi Nils Bogason i en kommentar til kvartalsregnskabet.

Icelandair Gruppen havde i Q3 en omsætning på 534 millioner dollar mod godt 545 millioner dollar i samme kvartal sidste år. Icelandair opnåede i kvartalet en delvis kompensationsaftale med Boeing for de tab, som selskabet har lidt på grund af MAX-flyveforbuddet. I tredje kvartal blev denne kompensation delvis indregnet i omsætningen som øgede passagerindtægter og delvis som faldende udgifter til leasing af fly.

Icelandair Gruppen oplyser, at selskabet på dagen, hvor regnskabet blev offentliggjort, har indgået endnu en kompensationsaftale med Boeing og er i løbende drøftelser med flyproducenten om yderligere MAX-kompensation. De yderligere detaljer om aftalerne med Boeing er fortrolige.

Forbedret primær drift
Icelandairs omkostninger faldt i tredje kvartal med 29 millioner dollar til 401 millioner dollar, og det lykkedes Icelandair at forbedre resultatet af den primære drift (EBIT) med 2,8 millioner dollar til 81 millioner dollar. Nettoresultatet landede på 61,5 millioner dollar, hvilket er godt en halv million dollar mindre end i samme kvartal sidste år.

Trods et lavere resultat end sidste år, ser koncernchefen optimistisk på tredje kvartal.

”Resultaterne i tredje kvartal viser forbedringer i selskabets underliggende operationer på trods af den uforudsete påvirkning fra suspensionen af ​​MAX-flyene,” siger Bogi Nils Bogason.

Flere passagerer til Island
Icelandair fløj i kvartalet med i alt 1,5 millioner passagerer, hvilket svarer til en vækst på fem procent i forhold til samme periode sidste år.

”Icelandairs vigtigste styrke er fleksibiliteten i rutenettet, som har gjort det muligt for os at optimere vores flyplan ved at skifte fokus mod mere rentable ruter og markeder. Vi har lagt vægt på turistmarkedet “til” Island for at imødekomme den øgede efterspørgsel og transporteret 30 procent flere passagerer til Island i højsæsonen inden for det seneste år, og dette fokus fortsætter ind i 2020,” siger Bogi Nils Bogason.

Færre transferpassagerer på flyene

Det øgede antal passagerer til Island opvejer til dels det fald i antallet af transferpassagerer, som Icelandair har oplevet som følge af de manglende MAX-fly, der oprindeligt var planlagt til at dække 25 procent af sædekapaciteten i tredje kvartal.

De manglende fly har blandt andet resulteret i aflysninger af flyafgange, selv om Icelandair har indsat fem leasede fly som erstatning for MAX henover sommeren.

”Aflysningen af fly resulterede i en ubalance i rutenettet mellem Europa og Nordamerika og påvirkede omsætningsmulighederne negativt på det nordatlantiske marked ”via” Island,” hedder det i regnskabsmeddelelsen fra Icelandair.

Sammensætningen af passagerer på Icelandairs fly – målt på indtægter – er således ændret fra 54 procent transferpassagerer i tredje kvartal sidste år til 45 procent transferpassagerer i tredje kvartal i år. Til gengæld er andelen af passagerer, der flyver til og fra Island øget.

Icelandair forventer ifølge regnskabet yderligere forbedringer af selskabets performance resten af året, hvor der fortsat vil blive arbejdet på at optimere rutenettet i forhold til den lavere kapacitet med fokus på turistmarkedet “til” Island.

 

Relaterede artikler:

Icelandair opjusterer forventninger til 2019

Icelandair fjerner MAX frem til marts

Icelandair opgiver yderligere to USA-ruter