Icelandair øger på flere ruter næste sommer

På trods af mange udfordringer i år skruer Icelandair op for trafikken på en lang række ruter i 2019.

2018 har været et udfordrende år for Icelandair, som presses af øget konkurrence på flyforbindelserne mellem Europa og Nordamerika.

Samtidig har selskabet haft interne problemer med at gennemføre en stor organisationsændring, mens en række nye fly er blevet forsinket sat ind i Icelandairs trafikprogram.

Det påvirker alt sammen selskabets indtjening, så Icelandairs ledelse flere gange i løbet af året har måttet sænke forventningerne til årsresultatet.

Halvering af overskuddet
Det skete senest i slutningen af august, hvor forventningerne til EBITDA – overskuddet før renter og afskrivninger – blev sænket til 80-100 millioner dollar. Det var cirka en halvering af det forventede EBITDA i forhold til, hvad der blev meldt ud efter første kvartal.

De dårlige resultater i 2018 har også kostet selskabets administrerende direktør Björgólfur Jóhannsson posten, så Icelandair i øjeblikket leder efter en ny administrerende direktør.

De mange problemer får dog ikke Icelandair til at skrue ned for ambitionerne om at være et af de førende selskaber på flytrafikken over Nordatlanten.

I trafikprogrammet for næste sommer vil Icelandair derimod skrue op for antallet af ugentlige forbindelser på en række ruter, og det drejer sig både om ruter til Europa, USA og Canada.

Flere forbindelser til både Europa og Nordamerika
På Europa-ruterne øger Icelandair blandt andet fra syv til 10 ugentlige afgange på ruten fra Keflavik til Berlin, som betjenes med både Boeing 737 MAX 8 og Boeing 757-200 fly.

På ruten til Hamborg går Icelandair i juni ligeledes op fra syv til 10 ugentlige afgange med B737 MAX 8 fly, mens der til både Frankfurt og München øges fra én til to daglige forbindelser fra 15. maj. Samtidig fordobles antallet af afgange fra Keflavik til Bruxelles fra fem til 10 om ugen.

På ruterne til Nordamerika går Icelandair fra 15. maj op fra én til to daglige forbindelser til Chicago O’Hare. Samtidig ændres flytypen på denne rute fra Boeing 767-300 ER til B757-200.

På sæsonruten til Kansas City øges fra tre til fire ugentlige afgange, og denne rute betjenes næste sommer med B737 MAX 8 frem for B757-200.

Til Canada øger Icelandair på ruten til Toronto fra syv til 11 ugentlige forbindelser og til Vancouver fra fire til seks afgange om ugen.

Relaterede artikler:

Icelandairs topchef fratræder efter dårlige resultater

Icelandair frasælger aktiver

Icelandair i modvind i første kvartal