- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Ikke mulighed for at vælge sæde hos Lufthansa

Passagerer på Economy Light hos Lufthansa vil fra om få uger automatisk blive tildelt at sæde ved check-in. Ønsker man at skifte sæde, vil det koste små 200 kroner.

Snart bliver det dyrere for de passagerer, der vælger at rejse på Economy Light hos Lufthansa, og som gerne selv vil vælge sæde i flykabinen.

Det tyske flyselskab har nemlig valgt at introducere et nyt system fra 21. juni 2022. ’Et sæde vil automatisk blive tildelt dig ved check-in’, skriver Lufthansa på sin hjemmeside ifølge det tyske luftfartsmedie Aerotelegraph.

Hvor passagererne tidligere har kunnet vælge eget sæde fra 24 timer før afgang, vil der nu kræves et gebyr for at ændre sæde på europæiske flyvninger på Economy Light-klassen. Gebyret for at ændre sæde på en flyvning er 25 euro, eller hvad der svarer til 186 kroner.

Lufthansa har dermed ændret tilgang til denne del af produktet, da flyselskabet – ifølge luftfartsmediet – for kort tid siden oplyste: ”Selvfølgelig kan man stadig vælge alle sæder, der stadig er ledige, gratis når man tjekker ind”.

Datterselskaber følger muligvis efter
Er man bosiddende i Schweiz eller USA bliver det tilsyneladende endnu dyrere at ændre sæde på Economy Light på europæiske flyvninger. Her vil ændringsgebyret være på 30 dollar (208 kroner, red.).

Lufthansa-datterselskaberne SWISS og Austrian Airlines har endnu ikke offentliggjort ændringer i gebyrer for sædevalg på Economy Light, hvor bagage i øvrigt ikke er inkluderet. Lufthansa oplyser dog allerede, at ændringsgebyret skal betales ”på en flyvning, der drives af Lufthansa, SWISS og Austrian Airlines”.

Det nye gebyr for at ændre sæde på Economy Light kan betyde, at det ikke længere er billigst at vælge denne rejseklasse. Hvis man vel at mærke selv ønsker at vælge sæde. I dette tilfælde kan Economy Classic være mere attraktiv.

Familier bliver sat sammen
Ændringen for passagererne i Economy Light gælder på tyske indenrigsruter og på europæiske ruter. Ved den automatiske tildeling af sæde på denne prisklasse vil familier og grupper i en fælles booking ikke blive adskilt som hidtil, lyder det fra en talsmand fra Lufthansa.

Passagerer på den almindelige Economy Class er i flere år blevet opkrævet penge for selv at kunne vælge sæde på forhånd på europæiske flyvninger. Gebyret er 12 euro (89 kroner, red.), 17 euro (126 kroner, red.) eller 25 euro (186 kroner, red.) alt afhængig af område i kabinen, og om man ønsker ekstra benplads.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa tilbyder CO2-kompensation fra flysædet

Lufthansa blokerer bagerste sæder i A320neo

Lufthansa introducerer sovesofa for 1.200 kroner