Teknologi gør det muligt for Lufthansa-kunder at klimakompensere undervejs på flyvningen. (Foto: Lufthansa / PR)

Lufthansa tilbyder CO2-kompensation fra flysædet

Ved hjælp af nogle tryk på en smartphone får rejsende med Lufthansa fremover mulighed for selv at afgøre hvor klimavenlig en flyvning, som de ønsker. Det er også muligt at se, hvor “grønne” de medrejsende er.

I øjeblikket eksperimenterer flyselskaber verden over med nye metoder, der kan hjælpe med at nedbringe CO2-udledningen fra flyvningerne. Det kan blandt andet foregå ved, at der købes kompensation for flyrejsen eller bidrages til indkøb af bæredygtigt brændstof.

Fremover får de rejsende på visse flyvninger med Lufthansa samt på nogle fly fra SWISS, som ejes af den tyske luftfartskoncern, mulighed for at lette den grønne samvittighed direkte fra kabinen. I en pressemeddelelse fortælles det nemlig, at kunderne frivilligt kan bidrage til den grønne omstilling.

Det kan ske via platformen ”Compensaid”, som er udviklet af Lufthansa. Teknologien er i forvejen integreret med flyselskabets bookingsystem samt bonuspoint-app’en, der kaldes Miles & More, men nu rykker den også ind ombord på flere af selskabets fly.

Viser også andres valg
I første omgang får selskabets passagerer mulighed for at benytte initiativet, når de rejser på korte og mellemlange flyvninger med internetadgang enten til eller fra München med Lufthansa. SWISS vil desuden integrere systemet på visse af flyselskabets langdistancefly.

Her kan de rejsende tilgå ”Compensaid” fra flyvningens inflight entertainment system via deres smartphone. Passagererne kan enten vælge at betale et beløb til køb af bæredygtigt flybrændstof, købe klimakompensation gennem organisationen myclimate eller en kombination af begge dele.

Der bliver derudover også mulighed for at se hvor mange af medpassagererne, der også har valgt at betale for en grønnere flyvning. Lufthansa håber, at denne funktion vil få de rejsende til at føle, at de er en del af et “voksende fællesskab”.

Lignende initiativer kendt fra forretningsrejser
Lufthansa-koncernen har en overordnet ambition om at halvere flyselskabets CO2-udledninger inden 2030 i forhold til 2019-niveauet, mens flyselskabet i 2050 ønsker at have fjernet udledningerne helt. Det skal ske via flådemoderniseringer, optimeringer og lignende tiltag.

Det er ikke første gang, at der eksperimenteres med at få de rejsende til at bidrage til den grønne omstilling. Hidtil har det dog oftest været i forbindelse med erhvervsrejser, at flyselskaberne har tilbudt, at der kan kompenseres for CO2-udledningerne.

Sidste år blev Haarup Maskinfabrik eksempelvis den første danske virksomhed i et sådant program hos Air France-KLM. Her forpligter virksomhederne sig til, at de for alle rejser i en given periode vil betale et tillæg, der svarer til prisforskellen mellem bæredygtigt og almindeligt brændstof.

 

Relaterede artikler:

Første danske virksomhed i Air France-KLM program

Lufthansa investerer i produktion af PtL-brændstof

ATR gennemfører testflyvning med 100 procent SAF